Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rokoko og tidlig klassisisme paa Østlandet 1750-1800
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
et felt fremstillende Cappelens sagbruk og møller
ved Vestfossen, hvor bønder hugger og kjører
tømmer.
Paa væggen paa begge sider av den pragtfulde ovn
fra Hassel verk med Cappelens og frues vaabner er
fremstillet motiver fra egnen, — dels Cappelen (?) med
andre herrer og damer ridende paa harejagt i et land*
skap, hvor en middelaldersk fantasiborg sees i bak*
grunden. — Paa den fjerde væg sees i landskapets
forgrund en blaagrøn sjø med graahvite ænder. Feltet
mellem vinduerne, hvor speilet skal hænge, har derfor
blot et enkelt, dekorativt landskap. Tredie felt viser
en herre som ved hjælp av en stige henter et fugle*
rede ned av træet til en dame. Ved siden av dem
staar «Halte*Birthe» og mater høns og kalkuner —
det hemmelighetsfulde og halvgale gamle kvindemen*
neske paa gaarden i Cappelens tid, over hvem Mauritz
Hansen har bygget sin novelle.
Formbehandlingen og kompositionen i disse bil*
leder er meget ufuldkommen, stundom karikaturmæs*
sig. Heller ikke farven har stort med naturen at
gjøre — hverken terrænets graagule okker eller de
konventionelle grønblaa løvtrær paa høie sortbrune
stammer. Men alt dette hindrer ikke, at den deko*
rative helhetsvirkning, hvem enhver naturalisme er
uvedkommende, blir overordentlig vellykket — først
og fremst fordi alle feltene og dermed rummet er
ypperlig samlet til helhetsvirkning gjennem billedernes
korresponderende hovedlinjer og brede sammenhæn*
gende farveflater. Maleren har intetsteds latt sig for*
lede av de novellistiske figurscenerier til at glemme
det dekorative hovedmoment — terrænformationen og
trærne, — som overalt er stemt sammen. Koloristisk
beherskes alle feltene av en mørk, brunlig forgrund,
en gjennemgaaende lysere okkerfarvet mellemgrund
og en lys grønblaa bakgrund — med smaa indslag
av sterkere farveflekker i arkitekturen og figurenes
dragter. Mot den lyst opal=blaa, nederst rødlige him*
mel som øverst danner et bredt bælte omkring rum*
met er saa avsat de store, iltert grønblaa trækroner
av bred ornamental virkning. Billedernes to hoved*
farver grønblaat og okkergult gaar endelig igjen i
fotpanelenes marmorering, mens taket dækkes av
hvitmalt lærret. Den sikkerhet, hvormed farvean*
slaget er fastholdt gjennem hele rummet, gir det en
sjelden ro og harmoni.
Det er aarhundrer gammel, arvet kunstkultur som
gir sig utslag i dette sikre anslag endog hos en ret
maatelig haandverksmaler. Det var dette for al de*
korativ virkning avgjørende instinkt for sammenhæng,
som det 19de aarh. tapte, selv om det naadde aldrig
saa langt i naturalistisk rigtighet. Mauritz Hansen
og hans tid kunde tale med foragt om de keitede
figurer og de blaa trær paa disse gamle tapeter, —
det er trods alt et vidnesbyrd om 18de aarh. høiere
kunstneriske kultur, naar Jørgen v. Cappelen, som
dog var en av landets rikeste mænd, ikke forsmaadde
dem som pryd for sin storstue. For rummet er i
sin fornemme ro som dekorativ helhet et av de bedste
tidsalderen har efterlatt, og vi oplever endnu den
fryd, maleren har følt ved at la penselen feie bredt
og festlig henover vægflaterne.
Særlig interessant er dette arbeide derved, at det
bedre end noget andet — naar undtages Peder Aad*
nes’ vægbilleder — oplyser os om rokokotidsalderens
kunstneriske forhold til naturen. En række av mo*
tivene er jo hentet fra den nærmeste virkelighet, fra
livet paa gaarden selv — husherren som rider ut av
porten, sagbruket, jordbruksarbeidet, jagtscenen, Halte
Birthe med hønseflokken. Allikevel synes de alle i
forsvindende grad at være bygget over virkelighets*
studium. Porten, som Cappelen rider ut igjennem
er endnu idag som paa Mauritz Hansens tid «tæt
udenfor Stuen at se in natura, men er her paa
Væggen en liden Smule idealiseret og forsynet med
nogen blaa Skov, som hverken findes bag Porten
eller saa vidt jeg tror, bag eller foran nogen anden
Port i hele Verden», skriver han, ligesom ogsaa «de
E. G. Tunmarck: Kjøbmand Johs. Arbo.
(* Arbo, Gulskogen, Drammen.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
