Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alt, hvad man saa af dem, var en snirklet,
kunstfærdig jernport omgivet af roser.
Netop der, hvor den hede, hvidkalkede by
horte op og alléerne begyndte, havde Maren
Ragna og Othar slaat sig ned hoit oppe i
kvistetagen i den spidsest mulige gavl i et gammelt hus.
De havde været gift i tre maaneder og havde
de to forste maaneder boet i Heidelberg, hvor
Othar da skulde studere. Men til Maren Ragnas
forskrækkelse blev Othar daarlig, led stadig af
hovedpine og taalte aldeles ikke at læse. Det
var ogsaa det slemme, at hovedpinen altid var
værst om morgenen, naar han skulde begive sig
hen til sin lærer. Intet andet hjalp end at ligge
paa en sofa med lukkede oine, mens Maren
Ragna ulykkelig sad over ham og vædede hans
pande med eau de cologne. Udover dagen
kvik-nede han saa mærkelig, for om aftenen at være
helt bra, indtil den gamle historie igjen hver
morgen meldte sig paany.
Maren Ragna vilde absolut, han skulde søge
læge. Han strittede imod. Han var ikke vant
til at ta hensyn til saa smaa lapperier, —
Herregud, jeg er da en mand — mens han
lidelsesfuldt lukkede sine oine, Men Maren Ragna gav
sig ikke, og lægen kom.
Det maatte være nerverne — maaske
forandringen fra den norske, stærke luft havde
været for voldsom for det intense arbeide, den
unge herre havde hernede i den tætpakkede by.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
