Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322
det vilde være ham en Glæde at udføre en nok saa ringe Del af Billedet, f. Eks.
el af Musikanternes Instrumenter, men Marstrand svarede: »Nej, Takl Saa
ser Folk slet ikke paa andet i Maleriet!«
Billedets største kunstneriske Fortrin er utvivlsomt Kompositionens Skønhed.
Den har baade glimrende Holdning og glimrende Liv. Grupperingen er paa et-
hvert Punkt saa nøje eftertænkt, saa godt beregnet, saa fint rytmisk bygget, at
det maaske vilde være Uret at fremhæve noget enkelt Parti som særligt for-
træffeligt. Det skulde da være Moderen med Børnene i Billedets Forgrund. Den
Lille, der er ved at klatre op paa Stolen ,
gør en saa ypperlig Figur mod den
hvide Dug, der sammen med de røde Hynder paa de to ledige Stole ogsaa som
Farveanlæg er af udmærket Virkning.
Maaske vil nogle af Nutidens Malere finde Kompositionens Ligevægt og Har-
moni vel gammeldags, den er jo af en Art, som nuomstunder sjeldent søges og
sjeldnere evnes. »En ung, meget anset nordisk Maler,« fortæller Julius Lange,
(Udvalgte Skrifter I, S. 179), »sagde til mig, da vi paa Verdensudstillingen i Paris
1878 betragtede Marstrands »store Nadvere«, at Kompositionen af Billedet fore-
kom ham »banal«. Denne Ytring kan være ganske lærerig med Hensyn til,
hvorledes Marstrand paa en moderne Udstilling vil tage sig ud for den seneste
Kunstnerslægts Øjne. Men den er ikke retfærdig og vil ikke være Historiens
endelige Dom.« Beretningen trænger dog til en Kommentar. Da Lange, efter at
have fældet mange ubillige Domme over Udstillingens Billeder, erklærede Mar-
strands »Nadvere« for »den ypperste Komposition, Malerkunsten havde skabt
siden Renæssancens Tid,« gjorde Maleren — det var Edelfeldt, — en ret spag
Indsigelse, som den tunghøre Lange bad ham gentage, men da Lange heller
ikke var i Stand til at opfatte Protesten i dens anden og noget skærpede Be-
daktion, raabte Edelfelt ham tilsist ind i Øret: »Kompositionen er banal I« Edel-
felt havde maaske med nogen Ret kunnet gøre gældende, at andre af Marstrands
Kompositioner har større Friskhed , og at netop denne vel ikke helt er frigjort
for et Præg af mange Aars omhyggelige Overvejelser. Men naturligvis er del
haarrejsende urimeligt at stemple den Aand, den Skønhedfølelse, den virkelige
Genialitet, Kompositionen udviser, som noget »banalt«. Intel kan i Sandhed
være fjernere fra al fortjene denne Betegnelse.
Hvad Tanke og Vilje angaar, findes i dette store, figurrige Værk neppe nogen
Del, som ikke fortjener den højeste Bos. I Gennemførelsen er derimod de en-
kelte Figurer ingenlunde lige gode. Mislykket er desværre Hovedfiguren , Kon-
gen i den hvide Kjortel med den gule Kappe. Figuren er malt mange Gange
om, og har derved mistet al Friskhed, Hovedel med del gyldne Diadem over
Panden er flovt i Udtrykket, Ansigtsfarven melet. Figurens Bevægelse, der er
saa smukt udtrykt i flere Tegninger, i den store Karton og i den store Skitse,
er stivnet, den udstrakte Haand er en af Marstrands daarlige Hænder. Meget
bedre er Gruppen tilhøjre, den halte Tigger, som Kongen tager ved Haanden og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
