Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Expeditionen til Syd-Grønland i 1878 af J. A. D. Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
61
nærmere saae vi, at Isen i dens Nærhed blev mer og mer
ufremkommelig. Da det under de truende Vejrforhold gjaldt om
at komme til et fast Fjeld saa hurtigt som muligt, gik vi nu til
Nunatakken i, der var os nærmest, men som var noget lavere.
Vi kom den Dag igjennem et meget besværligt Isterræn. Først
kom vi over en stor Strækning, hvor Overfladen bestod af
cylindriske, lodrette Celler, adskilte ved tynde Isvægge. Paa
Hunden af dem laa der Ler og Sand, som ved at indsuge
Varmen havde givet Anledning til Dannelsen af disse cylindriske
Huller, medens de iøvrigt vare fyldte med Vand. De vare indtil
et Par Fod dybe og ofte 1 à IV2 Fod i Diameter, og da
Overfladen her var dækket af et tyndt Lag Sne, saa at man ikke
kunde tage sig iagt for Hullerne, vare de i høj Grad
generende.
Derefter kom vi ind paa Is, hvor den ene Tue paa 5 à 10
Fods Højde hævede sig ved Siden af den anden, og imellem
dem var der Vandløb (Tav. III); men, opmuntrede ved Tanken
om muligvis endnu samme Dag at kunne naae det forjættede
Land, overvandt vi alle Besværligheder. Terrænet, hvis Stigning
i de sidste Dage havde været yderst ringe, blev nu
efterhaanden horizontalt og gik derpaa i omtrent lU Mils Afstand
fra Fjeldet over til at have Fald imod Ost, hvilket lettede
Vandringen betydeligt. For hvert Kvarter, der gik, saae vi, at vi
rykkede vort Maal nærmere; Fjeldets stejle Sider gave allerede
Gjenlyd af de Drøn, der frembragtes, naar Slæderne faldt ned
fra de høje I stuer, og efterhaanden som Isens Fald blev stærkere
og stærkere, tiltog Hurtigheden af vor Marsch. Tilsidst blev den
et vildt Kapløb ned imod Fjeldet, idet enhver af os søgte at
være den første, der naaede delte hidtil aldrig af Menneskefod
betraadte Land, og endelig Kl. 5 om Eftermiddagen den 24de
Juli, den Ilte Dag paa vor Isvandring, stode vi paa
Nuna-takkens Fod.
Det var en Festdag for os, men hv orledes skulde vi
højtideligholde den? 1 vor Proviant turde vi ikke gjøre større
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
