Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Afslutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vi glemmer saa let det, som forener. Enhver har
saa altfor god Rede paa sine mange Biegenskaber,
sin Stand og Stilling, om han er Høiremand eller
Venstremand, men Hovedsagen, at være Barn af sit
Land, at være Menneske, det staar kun dunkelt for
hans Bevidsthed. Vi ser saaledes, at vor selviske
Interesse, som leder vore Handlinger, netop er
det, som skiller os fra vor Næste, og at der
bliver liden Plads levnet den Broderaand, der er
Folkets Sjæl.
Vi ser ogsaa, at vi fortrinsvis kommer til at vække
de ubehagelige Erindringer hos vore Lige.
Mangfoldige Mennesker kan aldrig mødes uden gjensidig
at rippe op de Saar, deres Kappestrid har tilføiet.
Paa den Maade kan de samle sig op et helt Lager
af Modvilje, Mistillid og Nag. Alt dette stammer fra
vort onde Jeg.
Ryk det op med Roden. Erindre! Glem! Det
maa vi sige os hver eneste Dag. Erindre det
væsentlige, forglem det uvæsentlige! Hvor vilde ikke
alle langt bedre opfylde sine Borgerpligter, hvis den
ringeste som den fornemste gjorde det. Lad os
komme vor Næste imøde med Velvilje, at vi kan øge
hans lyse Minder. Lad os aldrig opføre os saaledes
imod ham, at han med Nag i Hjertet maa udbryde:
«Det skal jeg huske dig hele mit Liv!»
Enkelhedens Aand er en stor Troldmand. Den
jevner ud, den slaar Bro over Afgrunden, den
forener Hænder og Hjerter. Vi møder den i de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
