Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— og man forlystede sig med at gjenkalde i
Erindringen alle de underfulde Gjerninger,
hvormed Gud dengang stod Jøderne bi. Med stærke
Farver skildrede Faderen Jødernes Trældom og
Nød, der gik saa vidt, at Kongens Udsendte kom
og toge deres Drengebørn og dræbte dem, for at
Jøderne ikke skulde blive for talrige og rejse sig
mod Undertrykkelsen; men, sagde han, netop
denne Grusomhed blev Jødernes Frelse, idet Moses
derved kom til Pharaos Hof og opdroges til
Hærfører og Lovgiver.
Den onde Kong Pharao anede allerede tidlig,
hvad der stak i Moses, og pintes af ildevarslende
Drømme om ham, og uden Guds Bistand var
Barnet blevet dræbt. Thi Kongen sammenkaldte
sine Drømmetydere og raadførte sig med dem,
og de raadede ham at sætte Barnet paa Prøve ved
at lade bringe to Fade, et med Guld og et med
Gløder; hvis Barnet greb efter Guldet, da var det
et ondt Tegn, og da skulde det dø; men greb det
efter Ilden, da var det uskadeligt, og Drømmen
havde Intet at betyde. Da Fadene bleve bragte,
udstrakte Moses allerede sin Haand efter Guldet; men
Guds Engel greb hans Haand og førte den til Ilden.
Drengen tog da en Glød, og da han brændte de
spæde Fingre, puttede han den, efter Børns
Manér, i Munden, og deraf kom det, at Moses
ikke talede godt.
»Og,« sagde Onklen smilende, »deraf blev
hele Moses’s Folk klogt, og greb senere altid
Guldet i Stedet for Gløderne.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
