Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Jacob!« raabte Onklen, »det vover Du at
sige i mit Hus? Nævn mig det Allerringeste, der
er latterligt! Lad høre! Tal!«
»Nu,« sagde Jacob med et lille Smil; »det er
ikke vanskeligt, der er f. Ex. den Omhyggelighed,
hvormed Du Fredag Eftermiddag klipper Dine
Negle, opsamler de afklippede Stumper, skærer
en lille Spaan ud af Bordet eller Vindueskarmen
og brænder den tilligemed Neglestumperne:«
»Am Hoorez!«1) raabte Onklen, »sker det
ikke, for at jeg paa Dommedag, naar Herren kalder,
ikke skal gaa om og opsamle de af klippede Negle?
Ere Spaanerne ikke mine Eidim, Vidner paa, at
jeg har brændt Neglene? Spot en anden Gang
ikke over Ting, Du ikke forstaar! Vogt Dig selv
for, at Du paa Dommedag ikke skal blive paa
Jorden for at oprette, hvad Du har forsømt!«
Med disse Ord vendte han sig fortrydelig
bort og sagde til de Øvrige:
»Rebbausai! Wir wollen benschen!« — og
al videre Disput var afskaaren.
Jacob drog Aandedrættet tungt. Luften i
Værelset forekom ham trykkende og svanger med
Overtro; han længtes efter den friske Luft, som
omgav Skolen, ja, han længtes efter sine
Skolekammerater, efter de Kristne; hans indespærrede
Aand søgte til dem, der forstod den, som den
ensomme Fange higer efter at tale med Mennesker,
var det end hans Fjender.
*) Jordens Barn, Bonde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
