Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alt, er jeg dog Jøden Bendixen .... I hvilket
Lys vil jeg nu staa for Familien I .... Gud
give, den fordømte Tøs havde lukket Døren, før
hun talte . . . .«
Medens han i disse Tanker gik urolig frem
og tilbage, bankede det, og König traadte ind.
Den Ene var altfor forlegen til at mærke den
Andens Forlegenhed ved denne vis-å-vis. Mekanisk
gave de hinanden Haanden. Jacob søgte med
krampagtig Ivrighed i sit Hoved efter den
Aands-nærværelse, han følte at have nødig, og det
lykkedes ham halv ubevidst at fremføre de Ord:
»Undskyld, at jeg løb bort; jeg havde glemt et
Brev, der skulde paa Posthuset.«
Den stakkels König havde nær gjort et Sæt
af Glæde ved at høre disse Ord. Uvilkaarlig
raabte han: »Gud ske Lov! . . . .« men holdt
strax inde, og Frygten for, at han ved dette
Ud-raab kunde have forraadt Noget, holdt Glæden
Stangen. Men Jacob fandt intet Forunderligt i
dette Udraab, han sagde netop »Gud ske
Lovl«
til sig selv over det heldige Ord, der var
undsluppet ham.
I en lettet, hjertelig Stemning satte de to
Venner sig til at passiare; aldrig havde Jacob
med saa megen Høflighed og Iver stoppet en
Pibe til König, og aldrig havde.König saa
geskæftig gaaet ham tilhaande for selv at have
Ulejligheden. Samtalen gik med stor Livlighed
fra den ene Gjenstand til den anden, maaske
tillige fordi den Ene alt var bange for at lade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
