Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
min Hest kommer for Døren. Jeg synger endnu
engang den polske Sang, og Du synger om
lykkelig Kjærlighed .... maaske brister da Hjertet,
saa vi ikke have nødig at skilles.«
»Jeg kan ikke dø endnu,« mumlede Jacob.
De sad en Stund tavse. Josinski tog atter
Ordet: »Det falder mig saa tungt at skilles fra
Dig, Bendixen. Med Dig synes jeg først at miste
mit Fædreland. Jeg kan huske, at som Barn, da
jeg blev sendt fra min Faders Gods ind i
Militærskolen i Warschau, begyndte jeg først at græde,
da Vognen kjørte hjem og lod mig ene tilbage.
Og saa pines jeg endda ligesom af
Samvittighedsnag over, at Du for Polens Skyld har opofret en
stor Del af Din Formue, maaske Din hele. Det
er Sønnens Pligt at betale sin afdøde Faders Gjæld,
for at han i det Mindste kan ligge med Ære i
sin Grav; men Du ved, at jeg ejer Intet.«
»Kjære Josinski, det er mig pinligt at høre
Dig tale saaledes. Hvorfor vil ogsaa Du betragte
mig som en Fremmed? Jeg er desuden ikke
fattig, hjemme har jeg endnu Formue, min Fader
var rig. Det er da heller ikke Sorgen for
Livsopholdet, der er os To den tungeste.«
»Nu gryer Dagen,« sagde Josinski, idet han
vendte sig mod Vinduet; »nu kunne vi tælle
Minuterne, vi have tilbage. Jeg vilde gjerne holde
fast paa dem, og dog vilde jeg ønske, at de
vare forbi.–Føj mig i en Ting, min Ven:
Lad os ride sammen bort fra dette Sted. Paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
