Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
»Da man Deine Tempel noch bekränzte,
Venus Amathusia.«
Guderne vare tilstede for Enhver, der forstod
at se med rette Øjne og havde Mod til at ofre.
De havde vidst det om ham, og de havde skænket
ham Pauline I
Han var atter og atter stolt af hende, af
hendes smukke, friske Skikkelse, af hendes Øjne,
hvis kjærlighedsfulde Udtryk bestandig vakte en
ny Forundring over, at han havde erhvervet og
ejede dette I Men især var han stolt af hendes
Aands Frihed, af dens Styrke overfor alle
Fordomme og al Spidsborgerlighed — thi han troede,
at det var en bevidst Frihed, der efter nogen
Nølen og Vaklen var virksom hos hende ligesom
hos Agnes, Statsministerens Datter, eller som hos
Helo’ise, der sagde, at hun hellere vilde være
Abeilards Konkubine end Jordens Kejserinde.
Han forekom sig som en ung Ægtemand,
men ulige lykkeligere end denne; thi ham
overgives Bruden ufri, han har »kjøbt hende for et
Ægteskab«, han ved kun lidet af, hvad den
kæmpende, frie og tilsidst besejrede Kvindelighed
er. Det var Hengivelsen, Erobringen, en
menneskelig Sjæls Selvovergivelse til ham, der bestandig
forekom ham saa vidunderlig I Det var, at han
var bleven Ejer af Nogen I Og hele denne
forunderlige Lykke var Noget, som Tilværelsen
skyldte ham, han havde kun taget sin Ret!
Hvor maatte han i Grunden trække paa
Smilebaandet ad de Andre, der altid talte om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
