Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179
gjennem Digteren blevne til vidunderlig Sang og
gjennem Kunstneren til henrykkende,
vemodbringende, opløftende Skikkelser. Og Pauline
smilede bifaldende og beundrende.
Maaden, hvorpaa hans Sind var beskæftiget,
og maaske ogsaa, at han paa en hende selv
uforklarlig Maade ofte var halvt vendt fra hende,
at han gav saa Meget uden at hengive sig,
betvang hende fuldstændig, og hun sagde engang,
da i en Samtale hans Ord havde berørt hende
stærkt, eller da den sympathetiske Magt, der for
hende laa i hans Væsen, maaske ved et Blik, en
Bøjning af Stemmen fremtraadte for hende med
end større Inderlighed end sædvanlig: »Du er en
Skov! Jeg kunde forvilde mig i Dig!«
Han blev elektrisk berørt af det smukke,
storartede og smigrende Billede og svarede: »Du
er forvildet, Du slipper aldrig ud!«
Men som om hun ikke kunde udholde det
glade og forbavsede Blik, der forskede efter det
Væsen, som nys havde tait, slog hendes Tone
om, og hun gav sig til at tale om Hillebrandts
og den Aften, da de første Gang mødtes der.
»Kan Du huske, at hun strax vilde have os
til at danse? Du lagde Din Arm om mig saa
blidt og ganske ængstelig; jeg kunde næppe føie
den, jeg mærkede godt, at Du holdt af mig . . . .«
»Og jeg husker, Du saa saa alvorlig og
stille ud . . . .«
»Ja, derfor skal Du heller aldrig tro noget
Fruentimmer .... undtagen mig .... Og saa
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
