Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
Saa kunde hun smile med femtenaarigt
Skjelmeri ved Tanken om, hvorledes Schiøtt holdt
Lyset, og hvilket Held Digteren uden at vide
det havde med at faa sine Breve besørgede, og
naar hun saa igjen bebrejdede sig det, naar hun
saa sig i Spejlet og mødte Damen, svarede hun,
at dette dog var den eneste Glæde, hun, den
Lykkelige, Misundte, havde, det Eneste, som bragte
Elektricitet i Luften, og som, medens det havde
en fuld, livlig Virkelighed, tillige i hvilket
Øjeblik hun vilde, kunde forsvinde som Noget, der
aldrig havde været.
Saaledes var Samvirken og Samliv bragt
tilveje mellem tre Mennesker, der aldrig samledes.
Jo bestemtere og fuldstændigere Otto gav sig
ifærd med sin Opgave, desto større og glædeligere
følte han den. I Førstningen havde han
overvejende tænkt paa de skjulte Allusioner, der
skulde naa til hende. Men det varede kun kort,
inden selve Gjenstanden tog Magt og Maal og
Middel smeltede sammen. At komme til
Erkjendelse, klart skue ind i store Anliggender, optage
Sandheden i sig, frembragte i hans Sjæl en
musikalsk Harmoni eller ogsaa kraftig Uro, og saa
Haabet, Længslen efter at se sig belønnet med
et nyt Brev, med en hel Fremtid .... i
saadanne Øjeblikke havde hans Tilværelse Fylde,
Glæde, Selvfølelse — det forekom ham, at
Menneskehedens og hans Fødelands Faner flagrede
om ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
