Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
»Sig mig Alfons, hvordan vil Du tale om
en Dame, naar Du virkelig bliver forelsket?«
»Jeg ved ikke; maaske tie stille. Jeg var
ikke forelsket, fordi det aldrig faldt mig ind, at
vi kunde høre sammen. Men da jeg mærkede,
at man begyndte at tro det, rejste jeg, og ved
Afskeden gav Skriftefaderen mig Bud med til
Pater Benedict.«
»Naa ?«
»Og saa bragte Pater Benedict mig engang
en Pakke fra Florents. Deri laa Portrætet; nu
kan Du se det —«
»En Nonnel« raabte Otto. — »O, Gud, hvor
hun er dejlig! Og en saadan Madonna er gaaet
i Kloster for Din Skyld!«
»Anser Du det for noget Stort, at en Pige
er bleven ulykkelig ved En?«
»Nej .... ja .... jeg ved ikke! Den
største Lykke og Fortjeneste i Verden er at blive
elsket af noget Dejligt, Fuldendt .... ikke for
Kjærlighedens Skyld, men fordi en saadan
kvindelig Personlighed ikke kan tiltales uden af noget
Herligt i Ens Natur. Hun mærker det, enten
det er blevet til Bedrift eller ej, og det er Erstatr
ning for dem, som ikke komme til at udføre
Bedrifter, skjønt deres Sjæl havde Anlæg. Det
er min Tro. Den Kvinde, man vinder, er
Afbilledet af Ens Sjæl! Derfor vandt Du denne
Madonna! Havde hun behaget at forelske sig i
mig saa mægtig, at hun blev Nonne for min
Skyld, saa vilde jeg have gaaet i Kloster —«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
