Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»5
var han som en gammel Bekjendt for dem Alle.
Det var i dette Øjeblik, at Otto vendte sig* og
betagen af sine Forestillinger opfattede han det, som
om det gamle Testamentes Skikkelser i moderne
Dragt havde ladet sig mane op af Sejrshymnen
fra det røde Hav for at trøste deres Efterkommer.
Saa uvilkaarlig og fuldstændig hengav han sig til
denne Fantasi, at han vilde vende sig bort,
tilbage til Solnedgangen for at se efter Stjernen;
men da var den slukt, og Natten kom hurtig,
ligesom med brede Vingeslag, over Himlen. Han
benyttede et Øjeblik til hviskende at spørge Alfons:
»Kjender Du dem?«
»Nej; men de ere engelske Jøder, af spansk
Herkomst ligesom jeg, og de kjendte Melodien,
den bliver sungen i deres Synagoge, og de blev
saa overraskede ved at høre den her ved Klostret.«
»Tror Du?«
»Hvorfor skulde de lyve?«
»Menneske, de ere jo Sangen selv! De ere
manede op, og om et Øjeblik, naar S. Onofrio
ringer til Ave Maria, maa de bort igjen!«
Den sidste Tid havde altfor meget ophidset
Alfons’s Fantasi og spændt hans Nerver, til at
han ikke skulde været modtagelig for en saadan
Forestilling, og idet han holdt sig tilbage hos
Otto, stirrede han paa sine nye Venner i det
indbrydende Tusmørke.
Man spurgte ham, hvad der var i Vejen, og
han sagde: »Hvis I komme fra Fædrenes Grave,
saa sig det!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
