Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
»Jo; efter Fejl og Synd bestaar Naaden i, at
Alt omkring En er saa velordnet og grundet paa
Retfærdigheden. Paa Grund deraf kan man ikke
befinde sig vei med sin Daarlighed, og man drives
fra alle Sider frem mod det Bedste. Bestandig
sidde vi ubarmhjertige Mennesker til Doms over
En eller Anden, ere ofte, uvilkaarlig førte af selve
Retfærdigheden, uretfærdige imod ham, og pludselig
ere vi selv ude af Dommerkredsen og sidde paa
de Anklagedes Bænk. Selv bidrage vi ved vor
Strenghed mod Andre til, at den høje Retfærdighed
voxer; vi slaa Andre, og Slaget rammer senere
vor egen slettere Natur, indtil det gaar op for os
og vi komme til at elske den skjønne Retfærdighed,
der tugter. I denne Kjærlighed er Naaden. Som
den sande Bøn er sin egen Bønhørelse, saadan er
Naaden Sjælens yderste, anstrengte Opsving mod
Gud, Tilkaldelsen af Schechina____for dem, der
kunne svinge sig op og kunne kalde.«
»Thi« — tilføjede de Castro i en lavere Tone
— »man medbringer i Verden visse Betingelser,
man ikke selv er Herre over; man har en
Naturbund, og man giver sig ikke selv sin tidligste
Opdragelse. Man er afhængig af den
Samfundstilstand, hvori man fødes, og man er Del af sin
Fader og Moder, deres Liv fortsættes i En.
Derved viser Erfaringen det Mærkværdige, at en ond
Slægts Afkom efter faa Generationer kan vise sig
forædlet, medens det tager overordenlig lang Tid,
inden en ædel Slægts Blod ganske fordærves.
Det er, som der staar skrevet: »Jeg straffer Fædrenes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
