Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
Der blev Tavshed. Hun satte sig ned ved
Vinduet, hvorfra man saa ned over de bølgende
Høje, der stode med grønt Løv og mangfoldige
Blomsterfarver om de adspredte, hvidtede Hytter.
Otto gik hen til hende, tiltrukken af det stærke,
dæmoniske Sind, der vaandede sig under noget
ham Ubekjendt. Hun syntes ikke at ville tale,
og efter en Stunds Forløb, medens han hengav
sig til sine Tanker, bortknipsede og dræbte han
uvilkaarlig nogle Gedehamse.
Hun sagde pludselig: »Aa, nej, lad det være;
dræb ikke saadan de arme Dyr.«
Han forstod godt, at hun, hvis hun følte
Smerte, kunde have uvilkaarlig Medlidenhed med
Smerten i Verden; men han sagde: »Det siger
De, som ikke vil skaane Menneskeliv I« — Hun
svarede efter en Pavse med en Stemme, der var
præget af lidenskabelig Bitterhed: »De Planter
dernede, de Blomster og de Bjerge ere smukkere
end Menneskene I«
»Ja,« svarede Otto og glemte Forsigtigheden,
»det er sandt, hvis man ikke tager den moralske
Skjønhed med.«
»Hvad mener De dermed?« spurgte hun.
Han svarede: »Jeg mener dermed, at vi
Mennesker gjøre mange daarlige Ting; men hver
Fejl kan være et Trin, hvorpaa vi stige op og
blive højere derved. Det er vor Ret til at leve.«
»O, ja, lev I tilsidst vil De staa paa
Mont-blanc!« svarede hun med Udbrudet af sin hele
Ironi. ’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
