Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
297
tagelsesvæsen, derover og kunde have Nydelse
endog af hans egen Skæbne, hvordan den saa
blev. Det var Poesien, der bar ham paa sine
stærke Vinger.
Han følte, at han i de foregaaende
Begivenheder ikke havde løst en stor Opgave enten i sit
Indre eller udadtil. Men han bortgjennede
Bebrejdelsen ved at sige, at hvis han havde været
heldigere stillet, blandt Landsmænd, i Hjemmets
Tjeneste, vilde han havt en ganske anden
Sikkerhed. Noget havde han erhvervet ved sin egen
Energi, og det var dette Øjeblik, Opholdet i
denne Dal. Han havde kæmpet sig ud i noget
overordenlig Smukt, i denne Egn, denne Luft,
dette Selskab — der ingen Fremtid havde. Der
var en stille Ve og Vaande, som omgav det
Hele; men derved blev det tillige saa
forunderligt og æventyrligt — medens en ny, stor og
lykkelig Prøve kunde forestaa. At selve
Øjeblikket kunde være en Prøve, at Livet aldrig har
Hviledag for den, som vil erobre det, tænkte han
ikke paa.
Han kunde, naar han saa op paa hende,,
have tiltalt hende med poetiske, urimelige,
fantastiske Ord: »Er Du Rejselivets Genius, Du, som
modtog mig nær ved de første Bjerge, jeg saa?
Eller er Du Nutidens Fe, Inkarnation af dens.
gaadefulde Skjønhed og vilde Uro? Hvorfor er
jeg sammen med Dig? Hvilken Gaade hviler
over Dig, siden Synet af Dig vækker saa
smeltende Glæde og ubestemt Smerte, træder til ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
