Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
495
»Der, det er ligeoverfor Dagligstuen I Herren
forbarme sig I«
Otto saa i nogle Alens Afstand derfra et
Vindue staa aabent. — »Velan,« sagde han til
sig selv, »der er det Vindue, jeg skal ind ad
inat.«
Han ilede frem mod det Forfærdende, hjulpen
af den uvilkaarligt mandige Drift, man maa have
i sin Natur, og af Hengivenhed for de To, der
vare stedte i Dødsfare; men for en stor Del var
det hans bevidste Viljes og Tankes Gjerning, det
var en Afregning, han havde for sit eget
Vedkommende, og samtidig med, at det Hele var
fuld Virkelighed, blev det tillige et Symbol, med
Uvilje mod sig selv drev han sig frem til igjen
at faa Himlens Skodder aabnede, hvad det end
skulde koste. I dette Øjeblik, da Sjælen opbød
sine dybeste og hemmeligste Kræfter, saa han
midt i Røgen og Lueskinnet sin Faders Ansigt,
saadan som det blegt havde set paa ham sidste
Gang, og det lignede trods dets blege, strenge
Alvor Barnebilledet, han engang i svær Kamp
havde fornummet indvendig. Og medens det saa
stærkt bevægede sig i ham, mumlede han under
sin hastige Gang ensformig: »Men fri os fra det
Onde I Men fri os fra det Onde I«
Da han kom ind i Sovekamret, laa Mdm.
Sandberg i Sengen med vidtopspilede Øjne og
’fægtede med Armene i Luften, men ude af Stand
til at rejse sig, og Marie Elisabeth stod ved Sengen
med en Hovedpude i den ene Haand og gjorde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
