Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
til os komme Dit Rige! Jeg saa ikke Andet
end den halvmørke Hule, hvor den alvorlige,
graaøjede Skotte stod og med underlig Ro sagde
os Bønnen for; men fjernt, uden om Mørket og
Uvejret syntes mig, jeg fornam en uendelig
Renhed og Lysning, som vilde ind, og som jeg ikke
vilde gjøre rigtig Plads for, uagtet jeg sagde
Ordene og var ulyksalig over, at jeg ikke sagde
dem af ganske Hjerte. — Ske Din Villie i
Himlen som og paa Jorden! Saa kneb jeg
ud og søgte at tænke, at naar Vorherres Vilje
skete * i den hele, vide Verden, saa kunde han
nok lade mig have min lille Vilje. Men jeg
forekom mig selv som en stor Slyngel, skjønt
jeg ikke fik Tid til at tænke det rigtig ud. —
Giv os idag vort daglige Brød. Det kunde
jeg sige frejdig. —Forlad os vor Skyld, som
og vi forlade vore Skyldnere. Ja, tænkte
jeg, vil man biot være mild imod mig, saa skal
jeg ikke være slem med at dømme Andre. Men
nu nærmede det sig Slutningen og Afgjørelsen,
og Skottens graa, skarpe Øjne syntes mig at
falde lige paa mig, idet han sagde: Led os ikke
ud i Fristelse; men frels os fra det Onde!
Det Onde! Jeg var i det Onde! Det følte jeg nu.
Jeg var, eller en Del af mig var det djævelske
Snevejr og den bidende Kulde. Den lille
Svovlstik, der kunde redde mine Venners og mit eget
Liv, var Sindbilledet paa Herrens Naade, der
ventede paa min Beslutning, om det skulde blive
fra eller til. Jeg skulde og maatte sige Ordene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
