Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66
havde ikke Mod endda; saa tog han ogsaa Harnisket
af og udfordrede dem, men de turde endnu ikke;
endelig aftog han Hjelmen, og saa fore de imod
ham, og efter en lang Kamp blev han fældet. —
Ritmesteren havde maaske ikke Sands for den
idealt-bitre Uvilje og den Domfældtes høje Tro
paa Uskyldighedens- Magt, som Fader efter sin
Natur blev tiltrukken af, men fandt Ridderens
Adfærd uforsigtig. Derom opkom en ivrig Disput,
som pludselig afbrødes ved, at Ritmesteren sagde:
»Naar Axel skal ud i Verden, skal han tage
Rustning paa, og Pokker ikke tage den af, naar Flabene
vil gjøre ham Fortræd.« — »Naa, ja, saadan,«
sagde Fader og blev tavs.
For mig staar hin Fortælling af Fader som
en Sjeldenhed; han vilde i Regelen ikke udtale
sig med Følelse, og syntes stadig at befinde sig i
en rolig, uforstyrret Alvor. Men jeg gav selv
engang Anledning til, at hans Hjerte ligesom
blødte paa Grund af en ham ejendommelig
Sensibilitet. Historien geraader mig just ikke til Ære;
men jeg kan i det Mindste sige, at Alt gik aldeles
ærligt til. Jeg havde faaet mit første Gevær, og
alle mine Forestillinger drejede sig naturligvis om
Et: at træffe. Jeg var saa forstandig, at jeg
vidste, hvad jeg turde skyde paa; men selv naar
jeg ikke havde Geværet i Haanden, var dets Tanke
over mig. Hvadsomhelst jeg saa, forvandlede sig
enten til Skive eller lod sig af Fantasien sætte i
Bevægelse i lige Linje mod et Centrum. Nu
hændte det sig, at jeg engang saa to Bønderdrenge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
