Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i»3
han lagde Hænderne paa mine Skuldre og saa
paa mig med en Højtidelighed, hvori der paa
komisk Maade var noget Medlidende.
»Hvad mener De?« spurgte jeg, vistnok
snarere for at sige Noget og samle mig, end
fordi jeg ikke forstod.
»I maa gifte Jer. Det er jo noget tidlig for
Dig; men for det Første skal Du ikke behøve at
plages med de prosaiske Sorger ved at sætte Bo
og ernære en Kone, Alt kan jo omtrent blive
som hidtil; vi flytte biot lidt om i Værelserne.«
Det var et velvilligt-frygteligt Forslag, i visse
Henseender en yderst blid Maade at afgjøre min
store Skyld paa, i andre Henseender tillige en
forfærdelig Straf. I Ungdommen anser man ofte
Ægteskabet for et utaaleligt Fængsel, hvad det
ogsaa er lige til det Øjeblik, da man bliver greben
af sand Kjærlighed. Saa er det hele Tilværelsen
eller et Paradis, der ligger i Virkeligheden og dog
ikke tager Plads op. Men at gifte sig uden
Kjærlighed, som en Straf — det er ikke biot at føie
Straffen, men ogsaa at forgribe sig paa
Paradis-troen, og mig forekom det ved dette Forslag, som
om jeg skulde sige mig løs fra alle gode Aander
og fra det Haab, som, uagtet mit Haab til Hende
var bristet, endnu stod med et sælsomt Skjær ude
i den Horisont, man vilde lukke for mig. Han
kunde vei omtrent se paa mit Ansigt, hvorledes
jeg var tilmode, og sagde: »Hvad er det? Du
ser jo slet ikke lykkelig ud! — Hør nu, jeg er,
naar jeg selv skal sige det, en honnet gammel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
