Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
384
vare os aldeles fremmede. Men Astrid var saa
bleg, saa blegl
Jeg har set hende i Glæde og i Lidelse. Jeg
har aldrig kjendt Nogen, paa hvem legemligt
Ildebefindende havde mindre Magt over Sjælens
Udtryk, over Øjets trøstende Ømhed og Stemmens
melodiske Ynde. Skjønt kjærtegnet fra sin
Barndom, vant til Rigdom, ubekjendt med Modgang
indtil den sidste Tids heftige, korte Vindstød, var
hun fordringsløs som det fattigste Barn, og det
var, som om enhver af Skibets Besætning ved at
se det dejlige Ansigt saa blegt, men smile saa
frejdig-blidt, blev greben af Sympathi og
Hengivenhed. Chefen lod oppe over Hytten berede
en Hvileplads for hende, en lille Salon under
Sydens Himmeltelt. Han var en ægte engelsk
gentleman, omgav os med sin Omhu, medens
han var personlig tilbageholden. Vi skiltes fra
ham, uden at han havde faaet noget Nærmere
at vide om den Begivenhed, som havde ført os
sammen.
UdpaaEftermiddagen blev Astrid bedre. Vi
saa de calabriske Bjerge, violette med hvide Toppe,
og henad Solnedgang bemærkede vi næsten ligefor
os, fjernt paa det dybtblaa Hav, en tindrende
hvid Kuppel, der syntes at svæve i Luften paa et
blaaligt Underlag og efterhaanden syntes at
ud-straale en forunderlig fin, men intensiv, rødlig
Glans. Det var Ætna. Et Par Skibe mødte os
og syntes at svømme i Ild; vort eget Skib
efterlod et funklende Kjølvand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
