Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
401
Jeg sad ubevægelig. Jeg turde ikke se op,
for at mit Blik ikke skulde bebrejde hende Noget,
ej heller forraade det sære Spil i Sjælen:
lidenskabelig Henrykkelse og uendeligt, kvalfuldt Savn.
Hun tog min Haand saa blidt, ak saa blidt,
og sagde:
»Se paa mig, og hør mig. Jeg har overvejet,
om jeg ikke vilde gjøre Dig Fortræd ved at lade
Dig se ind i min Fristelse og Kamp. Men sig
nu selv, min egen Y, om Du tror, vi vare blevne
saa lykkelige som nu, hvis Du havde havt en
bortløben Kone til Elskerinde? Er det ikke bedre,
som det er?«
»Jo — jo! — og det er jo heller ikke slemt
nu . . . .«
»Brænd nu Brevet .... brænd det strax,
hører Du? Det vilde ikke gjøre Dig godt . . . .
senere.«
Nogle Dage efter syntes hun at komme sig;
hendes Kinder havde den hele Tid ikke tabt deres
blide Rødme og Øjnene ikke deres Glans; men
nu kom der ligesom mere Tilforladelighed i
Farven og Glansen, og Stemmen blev fyldigere,
mindre ætherisk. Hun beskæftigede sig meget
med hint Brev og dets Virkning paa mig og vilde
have mig til at tale derom.
»Siden Du nu bliver saa velsignet rask, kan
jeg sige Dig det. Hvis Du gik fra mig, vilde
hvert af Brevets Bogstaver staa som en glødende
Søjle, og min Erindring vilde vandre deri som i
en Skov og brænde sig.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
