Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stærke Folk, siden man f. Ex. ved, at en Kone
forudsagde, at hendes Mand vilde slaa hende
ihjel, og dog blev i Huset og ventede Slaget.
Hvis og en enkelt Gang Tanken om at undfly
var ubestemt faret Karen gjennem Hovedet, hvor
skulde hun da gaa hen — selv om hun ikke
havde elsket Jens og derfor haabet paa en bedre
Tid. Paa den anden Side var det naturligt, at
det, som kogte i Jens, inden føje Tid maatte koge
over, og maaske var netop Maries Besøg det
Lidet, der behøvedes dl at samle alle Minder og
Tilskyndelser i et Brændpunkt.
Det var endnu ikke ret Dag, da Karen
vaag-nede ved, at Jens havde hende i Haarene. Han
trak hende ud af Sengen og gav hende knap Tid
til, saa fortumlet som hun var, at tage de
nødvendige Klædningsstykker paa, saa greb han
igjen fat i hende, trak hende ud paa Marken og
spændte hende for Ploven ved Siden af den ene
Stud.
Hun var ør af Forfærdelse; men hun foldede
Hænderne, saa godt hun kunde for Seletøjet, og
sagde: »Aa, Herregud! Der sker mig Ret.«
Ved denne Bekjendelse, der syntes at skjule
Mere, end den udtalte, lod det til, at Jens blev
tirret til det Yderste. Han tog Pisken paa Midten
og vendte den svære, tykke Ende til.
Karen lukkede Øjnene og sagde: »Ja, nu
maa Du gjerne slaa mig ihjel, Jens, saa gaar a
lige ind til Vorherre.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
