Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Vores. De ved jo, Hr. Krog, jeg er en
Jøde.«
»Ja, jeg har nok tænkt det; men hvordan
kan det være Deres Opfindelse?«
Simon Levi havde maaske allerede ved de
sidste Ord sagt Mere, end han egenlig vilde sige;
men enhver Mand har sit Punkt, hvor han kan
blive inkonsekvent eller i Samtale opgive sin
tilvante eller kunstlede Personlighed for den
virkelige, og jo mindre Verdens- eller Selskabsmand
man er, desto snarere kan man komme til dette
Punkt. Simon Levi, der til en vis Grad følte
sig smigret ved at kunne staa og tale saadan
med den rige Krog, kunde ikke forhindre sig
selv fra at glide ned ad Skraaplanen og fortsætte
med den Blanding af Ironi og Lærdom, der var
hans egenlige Natur. Han sagde: »Jo, Hr. Krog,
jeg skal sige Dem, vi har et Ordsprog, som De
maaske ikke forstaar, for det er paa Hebraisk.«
»Kan De ikke oversætte det?«
»Jeg kan oversætte det, Hr. Krog. Det lyder
saadan: Zedoko tatzil mimoves. Det er oversat:
Velgjørenhed frir fra Døden. Hvem sørger
saadan for sine Fattige, som vi gjør, Hr. Krog?
Og De vil altid se paa Børsen, Hr. Krog, at naar
der er Noget paafærde, saa tegner Jøderne sig
først. Mange er saadan velgjørende, at de dør
deraf.«
»Det var som Pokker! Dø de i Fattigdom?«
»Nej, Hr. Krog; men efter vores gamle
Lærdes Mening er der to Slags Død. Den ene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
