Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han naturligvis af det fælles Opsving og meldte
sig til Krigsskolen i den Forestilling, der en
Stund var almindelig, at man kunde komme til
at slaas for selve Byen. Under Vaaben og mellem
Kammerater, der En efter En gik til Armeen,
blev Krigskaldet efterhaanden alvorligere og mere
forpligtende, og da Slaget ved Slesvig var tabt,
kom over Vilhelm den Følelse, som ikke regner:
Han havde givet sit Løfte, nu var Pædrelandet
stedt i Vaande, og det kaldte ham, ikke som en
abstrakt Ting, men som et levende Væsen, en
Moder, der led raa og blodig Overlast. I en
saadan smertefuld-styrkende Følelse bliver man
selv ikkun et lidet Punkt, der drages af det Store,
og Ens Nærmeste træde paa særegen Maade
tilside, synes at ophøre at aande, medens de
ligesom gjennem et Slør se paa En. Dog var der
endnu en Omstændighed, som det ikke kan nytte
at skjule. Henad Aften, Dagen før Vilhelm tog
sin Beslutning, mødte han udenfor Vesterport
Ottilie, hendes Fader, den unge Krog og Harriet,
Alle tilhest. Han kjendte Ottilie i lang Afstand
og gik tilside i Alleen for ikke at ses; men
han saa. Den lille Kavalkade, de henfarende,
stolte Skikkelser, de vajende Slør, Hestenes dumpt
tordnende Hovslag i den bløde Jord, gjorde en
saadan Virkning paa ham, forenede sig i saadan
Grad med hans af Tiden vakte Sindsbevægelse,
at han følte, han kunde ikke taale det Syn endnu
engang uden at forgaa, han kunde ikke, medens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
