Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de kom ud af Dækningen, og skjønt nogle af
Karlene studsede, gik Marschen frem. Men Takten,
hvori Marschen gik, var for Kapitajn Winter
ubehagelig. Han nærede just ingen brændende Længsel
efter at komme Fjenden paa Livet og fægte mod
Bajonetter, og dog var Afstanden, der skilte ham
fra Fjenden, yderst pinlig, naturligvis paa Grund
af Sangfuglene, og fordi det nu saa tydelig viste
sig, hvorfra de kom; thi man kunde se
Geværpiberne, der med den dødeligste onde Vilje sænkede
sig for at søge en dansk Mand ud til Fald eller
Lemlæstelse. Da det nu var imod alle
Æres-regler at befri sig fra den ubehagelige Afstand
ved at forlænge den, ønskede Kapitajn Winter
med en vis nervøs Heftighed at forkorte den og
kunde tilsidst ikke modstaa denne Lyst. Han
vendte sig om til Karlene og raabte: »Hør nu,
Manne, vi kan, den O— lyne mig! ligesaa godt
springe i det som krybe i det! Alle Mand, en,
to, tre! bus paa!« Dermed løftede han sin Stok
og løb paa.
Der behøves under saadanne nervespændende
Omstændigheder ofte kun ganske lidt for at vende
Stemningen, endogsaa fra Forsagthed til Heroisme.
Karlene brølede Hurra, fulgte efter, brølede endnu
engang, og da Fjenden saa, at det skulde være
Alvor med en Bajonetfægtning, forlod han Diget
efter en med usikker Haand afskudt Salve.
Med al Agtelse for Jenserne — hvorved vi
jo i Regien forstaa vore Soldater af
Landbo-standen — maa det dog siges, at de, som ved
M. Goldschmidt. VII. 28
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
