Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Efter et nyt Ophold vedblev Kapt. Hansen
med en Stemme, der bævede af dulgt
Enthusi-asme: »Jeg var tilfreds, her var et Bæger saa
stort som Thors, da han drak Havet, og at jeg
kunde tømme det paa et eneste Velgaaende og
raabe det saa højt, at hele Verden hørte det, men
blev saa forskrækket, at den aldrig turde sige, den
havde hørt det.«
I den dybeste Uro og Frygt for, at Hansen
mente Ottilie — thi hvem kunde han ellers
mene? — sagde Vilhelm: »Engang skal det dog
siges.«
»Nej, det skal aldrig siges!«
»Ikke engang til hende selv?« spurgte
Vilhelm, stadig med nedslagne Øjne og med kort
Aandedræt.
»Nej, ikke engang — mindst til hende selv
–medmindre Vorherre eller — imorgen den
Dag tog en vis Mand–nej, ikke engang
saa! Jeg kan ikke tænke mig, at det nogensinde
kan blive anderledes, end det er! Det kan ikke
blive bedre. Hvad nyttede det mig, naar hun
dog tænkte paa en Død! Nej! Hun er for mig,
saadan som hun nu er, underligt nok, aldeles
uforklarligt, den mest jomfruelige, herligste,
hel-ligste Skabning —«
»Hvorfor er det saa uforklarligt?« spurgte
Vilhelm, der netop fandt det aldeles klart.
»Hvorfor?« svarede Hansen, men var ikke
istand til at bringe denne Tanke saa stærkt frem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
