Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
om Danmark og Jylland, og uden at gjøre sig
Rede for sin hurtige Beslutning tilraabte han
ham paa Dansk: »Aa, gode Herre, værsgo at
betale for mig, De skal faa det igjen, naar vi er
ovre.«
Manden greb uvilkaarlig i Lommen, og
Færgebaadens Kasserer, hvis skarpe Sands havde
fulgt Raabet og Bevægelsen, ventede ikke engang
paa at se den lille Søl vmynt, men lod Ferdinand
slippe over samtidig med, at Skibet gik.
Forstavnen var fuld af Mennesker, Kvæg og
Gods, og Ferdinand kunde kun med Langsomhed
arbejde sig agterud i den Hensigt at takke sin
Hjælper. Han var imidlertid knap naaet til
Storsejlet, før han mærkede en pludselig Uro omkring
sig, og det var for ham, som om en
tilsvarende Uro samtidig opkom i hans eget Sind,
uden at han forstod Grunden dertil. Sagen var,
at det straalende Solskin, der havde ligget over
Floden, med Et blev dæmpet, som om der var
kastet et Slør over Himlen, og en sort Sky, der
et Øjeblik i Forvejen kun havde vist sig som en
Plet paa den blaa Horisont, kom med rivende
Hast op ad Floden, hastig og hvæsende som et
Lokomotiv, udspilende sine Vinger som en Fugl,
der voxede stor nok til at gribe hele Jorden.
Kvæget brølede dumpt, Menneskene skreg,
Færgefolkene fik ikke Tid til at stryge Fokken, og
Ferdinand følte sig af det kantrende Skib og af
Vinden slynget ud i Floden.
M. Goldschmidt. VII. 35
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
