Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
igjen; men Ingen ved, hvor det er, at den
gjenfødes.«
Saa sælsomt Ordet end var, syntes hende
dog, at det var klar Tale, og hun forstod den.
Hvergang saa igjen Landet klang og
Stilheden sang og den bølgende Sø af Toner bar
hende, syntes det hende, at hun selv talte. I
hendes forrige Tilværelse, forekom det hende,
saavidt hun nu kunde erindre eller forstaa den,
var hvert Ord kommet fra en Skal, der laa om
hendes Sjæl; nu var det Sjælen, som blev til
Ord, men dog ikke. strømmede ganske med; thi
paa samme Tid fornam den med stor
Tilfredsstillelse sig selv i Behold og ligesom indhyllet i
et fint Slør. Paa lignende Maade var det, naar
hun hørte, hvad han sagde. Forhen vare Ord
komne til hende som usikre, vaklende Tegn paa
Noget, der famlede efter sig selv; nu hørte hun
Ordene, som de fødtes i Hjertets Dyb og bleve
til Et med Stemme og Blik.
Naar hin dybe Røst fra Taarnuhret da igjen
lød og gjorde Stilhed, var der Intet, de jo kunde
tale med hinanden om, end ikke den mørke
Baggrund for deres gyldne Lykke. Hun spurgte
ham, om det ikke var -sandt, at Alt havde hun
for sig, undtagen Loven, og han svarede
sørgmodig, at saaledes var det: Alt kunde de
mod-staa; men hvis man fra hin anden Side af Stenen
kaldte paa hende i Lovens Navn, saa vare de
Begge magtesløse, og ved at faa denne
Bekræftelse paakom hende en Følelse af en truende,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
