Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saa tog Paul Afsked med sin Hjemstavn.
Da han sagde Farvel til Skolemesteren, sagde
denne: »Ja, gaa nu med Gud, Paul«, og
tilføjede med rolig Strenghed: »Se, jeg haver
lutret Dig, dog ikke som Sølv; jeg haver udvalgt
Dig i Elendigheds Ovn — Esaias otte og
fyrretyvende, tiende —; men dog vil jeg sige Dig, at
Ingstrup Præstegaard ingenlunde er en
Elendighed.«
Derhen drog da Paul, stredes en Stund med
Hjemveen og overvandt den, tildels vel hjulpen
af den Fornemmelse, atA’is kun var en halv Mil
borte, at hun havde set Pirups Hvarre i al dets
Herlighed, ja, hun var paa egen Maade blevet
ligesom selve Pirups Hvarre i Forherligelse, med
Bakkerne ved Saltum ovenikjøbet. Vel mødtes
han meget sjelden med hende trods den
forholdsvis korte Afstand; men det gjorde ikke Noget;
thi der er en Alder og en Tilstand, da Mennesket
i visse Maader kan leve af Luften, det vil sige:
af det, der engang er tilvejebragt i dets Indre, og
som ikke forstyrres af nogen Frygt, Tvivl eller
Lidenskab. Den Tid, da Saadant er Tilfældet
mellem To, ligger vel Paradiset nærmest.
Hvorfor kan man dog ikke bestandig blive i Paradiset!
IV.
Landevejen fra Hune og Saltum nordpaa
fører ikke lige til Ingstrup; man maa bøje af ad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
