Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 1. 5. Oktober 1884 - Gjellerup, Karl. Det sorte Thermopyle - Hostrup, C. Til den danske Sønderjyde, Digt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
f
3
HJEMME OG UDE.
Nr. i.
se Thermopyle, var det lige som før: Skyerne
hængende nøjagtig i samme Højde, som om de vilde
tvinge Øjet ned paa Stranden ved Bjærgfoden, og
hvad der var oven over, om Bjergtoppen var høj
eller lav, kantet eller rund, skovklædt eller skallet,
det kom ikke Sagen ved. Som om dette farveløst
overskyggede, dette torsoagtig afskaarne hørte Stedet til.
Saaledes husker jeg det, ser det mørke Pas for
mig tydeligere end mange skjønne Egne, som jeg har
beundret i de pragtfuldeste Belysninger. Og skjønt
jeg kun har set det ude fra Soen, er Stedet med sin
enkelte storslaaede Stemning blevet mig fortroligere
end mange, hvor jeg har vandret ugevis om, blevet
et af de Steder, hvor Tanken af sig selv kan soge
hen, og af hvilke man paa et Aars Rejse næppe
finder et halvt Dusin.
Der var en Nat længe efter, da jeg ikke kunde
falde i Søvn. Tanken om, hyai. den næste Dag
kunde bringe, gjorde mine Nerver til Is og mit Blod
til Ild. Saa sogte jeg bort fra denne Tanke til fjærne
Steder. — Først til Vienvaldstattersøen; men
Skov-kantonernes Smaragd straalede saa muntert og blinkede
saa livslystcnt, Dampbaade gled hen over den med
Musik og Sang, pyntede glade Mennesker vare om Bord,
Ansigter, der lignede andre, som jeg enten hadede
eller elskede–Bort fra Schweizeridyllen op paa
Akropolis, mellem Parthenons Søjler; der var ensomt,
højtideligt; men de forvitredeKannelurrande glimtede
alt for skarpt i Eftermiddagssolen, og der laa en altfor
berusende Safranglans over Æginas violblaa
Bjærg-takker; man drømmer paa Akropolis, man sover ikke
dér–Jeg trængte til et overskygget, dødsstille
Asyl, til en uforstyrrelig heroisk Gravro . . Saa fandt
jeg det sorte Thermopyle.
Atter laa det for mig under de lavt drivende
Skyer, lige som oversvævet af Hades’ Skygger . . .
Og under Taage-Baldakinen sov jeg ind paa det hvide
Sand mellem den sorte Klippe og de mumlende graa
Bølger, drømmende, at jeg laa der med fuld
Ejendomsret, fældet af en medisk Pil i Juli 480 for Guds
Byrd sammen med de andre Lakedæmoner, som sove
der, lydige mod Spartas Love , — navnløse levende
i beundrende Erindring — maaske den eneste
misundelsesværdige Tilværelse!
Saaledes tænkte jeg nu altsaa den Nat. Men jeg
vaagnede til en mere haandgribelig Existens, og gik
ud og sejrede — og jeg beundrer, men misunder ikke
længer de ■> lydige Borgere«, som sove paa den
plaskende Strand i det sorte Thermopyle.
Til den elanske Sønderjyde.
1 aaben Mark du staar for Stød,
mens vi kan sidde hjemme;
du bærer Læsset af vor Nød,
det skal vi aldrig glemme.
Du har din Post, hvor Stormen slaar,
og anspændt man maa lytte,
men vil med Fred og gode Kaar
dog aldrig Vagten bytte.
Ja i dit Hjem du Dag paa ny
vil vente trods din Længsel,
og den, som staar, hvor han kan fly,
er Frimand i sit Fængsel.
Med Tro paa Gud, med Dansk i Mund,
med Blikket vendt mod Norden
som Fange paa din egen Grund
du vogter Fædrejorden.
Saa har du Magt, som du har Ret,
om ingen vil den ænse,
saa vil — blot med dit Aandedræt —
du Luften om dig rense;
og Sejrens Dag sig nærme vil
— den Sejersdag, vi mene —
da vi kan lægge Skulder til,
hvad nu du bærer enel
C. Hostrup.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
