Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 1. 5. Oktober 1884 - Schandorph, S. Pierre Corneille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 7
HJEMME OG UDE.
Nr. 2.
af England, bragte detsidste spanske literære Nyt,
Gongö-rismen, til Frankrig. Det er vanskeligt i faa Ord at
forklare, hvad Gongorisme er. Det er en literær Stil,
opkaldt efter sin Opfinder, den spanske Poet, Luis de
Gongora. Fra Spanien, hvor den saa smukt kaldtes
estilo culfo* (dannet Stil), gik den til Italien; dér
kaldtes den Concettistil; Antonio Perez bragte den til
England, dér kaldtes den Euphuisme og blev bragt
i Mode ved John Lilly. Demogeot siger i sin franske
Literaturhistorie — en god Skolebog — følgende om
denne Stil, og dermed maa Læserne nøjes: Det
var en særlig Jargon, en Slags Skjonrankers og
Skjøn-sprogs Frimureri. De utroligste Misbrug af Billeder
og Sammenligninger, de mest tvungne Sammenstillinger,
de latterligste Overdrivelser dannede Vævet i dette
nye Sprog. Antonio Perez skriver til Lord Essex:
Mylord, og tusende Gange Mylord, véd I ej,
hvori Maane- og Solformørkelse bestaar. Den förste
kommer af Jordens Mellemkomst mellem Solen og
Maanen; den anden af Maanens Mellemkomst mellem
Solen og Jorden. Hvis nu imellem Maanen: det er
min vexlende og altid paa Spil staaende (périclitante)
Lykke, og Eder, som er min eneste Sol, Fraværelsen
kommer og stiller sig (thi mellem adskilte Venner er
Fraværelsen Jordens Mellemkomst); eller hvis mellem
Jorden, det er mit stakkels Legeme og Eders ædle
Gunst, stiller sig, eller snarere modstiller sig, det, jeg
kalder min .Lykke, vil min Sjæl da ikke dvæle i
Sorgmodighed; vil den ej dvæle i Mørket?
Saadant snørklet, tankeløst Vaas havde den Mand
Tid til at låve midt i et Liv, der var truet paa alle
Kanter! Hvad fik da Skribenterne af Profession ikke
Tid tilr
Italienernes og Spaniernes literære Tendenser
brændte sammen i Hotel Kambouiliet. Dette Adelshus
laa nær ved Kongeborgen Louvre. Marquisen af Pisani.
Jean de Vivonne, ejede det; hans italiensk fødte Hustru
Giulia Savelli, var Husets Aand i første Generation.
Italiensk Dannelse mødtes der med fransk Lyst til
passiarende og let Tankeudvexling; og Kvinderne tog
sig her paa ægte fransk Vis forat opdrage Henrik IV’s
langsporede Adelsmænd paa Italiensk efter det Ideal,
som Baldasarre de Castiglione i sit Skrift:
Hofmanden allerede i den første Halvdel af det 16de
Aarhundrede havde uddraget af sine Erfaringer fra
Italiens Rennæssancehoffer og af sine Studier af
romerske Klassikere og moderne italienske Poeter.
Med dette Hus stod Antonio Perez i Forbindelse. I
næste Slægtled, da Catherine af Vivonne, Giulia Savellis
Datter, tronede som Dronning i Hotel Rambouillets
Sale, fandt Neapolitaneren Marino, Affektationens og
Manicrismens kronede Poet, sit rette Hjem; om det
tredje Slægtleds Dronning, Catherines Datter, Julie
dAngennes sluttede sig en Stab af franske Poeter og
Skjønaander, dem Moliére slog til, først i »Les précieuses
ridicu/esr i lystig Farcetone, saa i« Les f emmes savantes»
med den realistiske Skildrings mere tungt rammende
Svøbe.
Et Skaberi, hvorom man ingen Forestilling faar,
uden efterat have studeret det længe og grundigt! Damer
og Herrer antog græsk klingende Hyrdenavne; Husets
Dame modtog, liggende paa Sengen i sin Alkove,
Poeternes Sonetter og Madrigaler, omgivne af
Miniatur-malerier af Blomster; og hver Blomst havde sin Digter.
Pierre Corneille var i sin Ungdom med i Kompagniet.
1 Ian maatte besynge Liljen. Hyazinten og
Granat-bionisten. Poeterne sad i Alkoven i la ru elie, Gangen
mellem Væggen og Damens Seng. Corneille lavede
blandt andet et Digt — uoversætteligt i danske
Vers — som ordret gjengivet lyder saaledes:
Forhen har et guddommeligt Orakel sagt, at
min Pomp og Berømmelse kunde besejre den største
Konges; men hvis jeg, o tilbedelsesværdige Julie,
kunde opnaa at pryde Eders Lokker, bør jeg opgive
al anden Berømmelse, thi ingen Hæder kan lignes med
den at krone Eder.
Skaberiet havde én god Side. Poeterne, hidtil
betragtede som Banditer og Zigeunere, havde, ligesom
Skuespillerne i langt senere Tider, levet, som de ansaas
for at være. Hotel Rambouillet løftede Literaturen
op i det gode Selskab ved at kjæle for den. Den
voxede op til under Ludvig XIV. at blive choffahig
i den næste Generation blev den Herre i de Huse,
hvor den havde været Tjener. Voltaire blev det
attende Aarhundredes indflydelsesrige Stormagt.
Salon-damerne begyndte med, halvt for Spøg, at krone
Skribenterne; det endte med, at Kongerne «af Guds
Naade , Frederik af Preussen, Katharina af Rusland,
maatte regne med dem "som med virkelige Størrelser.
Allerede Richélieu fulgte i Damernes Spor. Det
var kommet saa vidt, at Frankrigs enevældige Minister
gav sig til at være poetisk Dilettant, men naturligvis
troede han selv, at han var en Mester og kunde
kommandere Literaturen i Frankrig, som han
kommanderede Politiken. Samtidig med Alexandre Hardy
styrtede en Mængde Poeter sig over Scenen; over fire
Snese vare Pierre Corneilles Forgængere. Richelieu
var theatergal og tragediebesat. Han lavede Planer
til Tragedier og holdt en Stab af Sekretærer, Poeter
af Profession, til at udarbejde sine Planer. Han
ærgrede dem idelig ved Rettelser og Ændringer. Det
maa have været morsomt at høre denne magre,
svagelige Mand med Mefistofelesansigtets høgeagtige Næse
og tilspidsede Korsskjæg under den røde Kalot diktere
de sig dybt bojende Poeter sine Ideer og, mens han
arbejdede paa Habsburgernes Tilintetgjørelse, trampe
Alexandrinertakten, og at sé ham rette Korrektur paa
maadelige Vers for at gjøre dem endnu maadeligere.
(Sluttes).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
