Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 2. 12. Oktober 1884 - Schandorph, S. Pierre Corneille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
-i
_
Nr.
HJliMME OG UDE.
20
talenhed, hvor Tanke stilles mod Tanke for Effektens
Skyld, hvor Personerne aabne os deres Indre ved at
fortælle med dialektisk Færdighed, hvorledes Folelserne
kæmpe i deres Bryst, hvad Resultatet af Kampen
maa blive, hvis ikke det og det skér; men det sker
naturligvis altid. Har man læst en af den Slags
Tragedier, kan man, efter hojst at have læst det
halve af de andre, være sikker paa, hvorledes det
vil gaa. ligesom man efter en Tegning af en Fløj af
Versaillcspaladsets Hovedfaçade nogenlunde kan
konstruere Resten.
Der er intet, der kjeder mig mere end Kritik
eller Analyse af Digterværker, som jeg ikke har læst.
Nu tør man næppe forudsætte, at mange af de Læsere,
hvem disse Linjer komme for Øje, kjende synderlig
til den gamle franske Tragediedigter. Hellere vil jeg
stille Gu il Lu de Castro og Corneille op ved Siden
af hinanden og lade dem komme kort til Orde i en
flygtig dansk Gjengivelse. Det er den Scene, hvor
den gamle Don Diego i Natten venter sin Søn
Rodrigo (Cid), som i Tvekamp har kæmpet med
Greven af Orgaz for at hævne den Fornærmelse,
Greven har tilføjet Faderen. Den spanske Digter
lægger følgende Ord i sine Personers Mund.
Don Diego.
Ej lidet Lam, der bneger «aa bedrovet
for Hyrdens Tab, ej I.oven, naar den brøler
i Raseri, for man dens Unger roved,
har fait den Kval, som for min Son jeg foler.
I Nattens Mulm jeg favner hu en Skygge.
Mit Hjærtes Barn, Rodrigo t 1 (vor du noler!
Hvis fra din Kamp du kom med Sejr ug Lykke,
bestemte vi jo detle Sted til Mode,
men tusend .Engstelser min Sjæl nedtrykke.
Paa hvilken Hindring har du kunnet stode,
som dine faste Skridt til Maalet hæmmer?
Hvad eller er Ulydighed din Brude?
Iskoldt init Blod sig op mod Hjærtet stemmer.
Ak! er du fangen, saaret eller dod?
O innrkc Anelser, som jeg fornemmer!
Tys! er det ham? Jeg synes, Skridt der lod!
Nej, det er Ekko af min Stemme ene,
som «varer mig i Sjælens dybe Nod.
— Jo! af Hovslag gungrer Vejens Stene!
Det er Rodrigo! Af sin Hest han stiger!
Vil Himlen inig sit Riges Fryd forlene?
tHrnlngt» knmmuri
Min Son!
Ronnutö.
Min Fader!
Dieoo.
Er det dig, soin siger
min Fader? Er det dig, som her jeg favner?
0 vent, o bit Min Aande fra mig viger,
og Ord saa sterke som din Daad jeg savner.
Nej, jeg vil ej med Spørgsmaal trætte dig.
nu da du frelst fra Heltedaaden havner.
Hil dig, mit Barn! I dig gjenfødtes jeg,
1 dig min Ungdomskraft blev gjcnoprettel,
du har lietalt det Lfv, du skyldte inig.
Mit hvide Haar er atter rent, uplettet.
Beror det! Boj din unge Mund imod
min Kind, hvorfra du Skjændsclsinærkct tvætted.
Min stolte Sjæl vil knæle for d.n Fod;
<lu har bevist, at Drotten af Castilien
med Føje hædret har vort Adelsblod.
Corneilles tilsvarende Situation findes i tredje Akts
femte og sjette Scene.
Don Difcr.ite !alc«<.
Vi aldrig en fuldkommen Glæde kan nyde,
og Sorgen er nærmest, naar mest vi os fryde,
naar de reneste Glæder fra Himmelen gry.
strax formorkes de maa af Bekymringens Sky.
og jeg synker i Nød. naar i Fryd jeg mig hæver,
mens i Glæde jeg svømmer, af Angest jeg bæver.
Jeg har skuet ham dod, som haaned mig frækt,
men jeg sér ej den Haand, som har hævnet mig kjækt.
Forgjæves jeg martrer mig selv uden Hvile,
uden Rast maatte nys gjennem Staden jeg ile;
det lidet, min Alder mig levned af Kraft,
har jeg frugtlos sat til ved den Angst, jeg har haft.
I hver Stund, paa hvert Sted har jeg tyktes at trykke
min Søn i min Favn, men jeg favned en Skygge;
og min Kjærlighed, skuflet af dette Bedrag,
skaber Rædsler, som ramme med Slag efter Slag.
Alle Spor af lians Flugt for mit Øje sig dolge.
og jeg frygter de hævnende Venner og Folge;
deres Rædsel mig skræmmer. Rodrigue er dod
eller smægter i Fængselets Merke og Nød.
. . . fl . . men Himmel! Vil atter min Sans du bedrage?
eller kommer mit eneste Haab nu
tilbage-Det er ham! Det er ham’ Hilolen hørte min Bon!
Al min Angst er bortvejret! Jeg favner min Son.
VI. Scene.
DON DlfcuUE.
0 Rodrigue, min Søn! l’or din Fader du trædel
Don Rodrkjuk.
Ak, min Fader!
Don Dlkc.OE.
Bland ikke et Suk i min Glæde!
1 jul mig drage min Aande til I’r.s for dit Mod,
soin min .Elling i Heltedaad værdig du stod.
Ja du stammer fra mig. fra de Helte i Rækker,
som igjennem vor Slægt sig saa straalende strækker,
det første Slag, du slog, da din Klinge du drog,
opvejer alle Slag, som i Livet jeg slog
Og den Htcvndaad, hvortil tlig din Ungdomsglød vakte,
paa en Gang til mit Helterys Højde dig bragte.
Ö min Alderdoms Støtte! Bøj Ijcberne hen
mod init Sølvhaar, som >/u skjænked .Eren igjen’
Tryk et Kys paa min Kindl Nu er Pletten aftvættet!
og hint Mærke af Haan har din Stordaad udslettet.
Lyrisk Ordpragt mod rhetorisk Ordpragt; Pathos
mod Gravitet; begge lige langt fra. hvad vi fordrer
af moderne dramatisk Dialog. Dog kunde det være,
at Spanieren endda laa vor Smag nogle Grader nærmere
end Franskmanden.
Corneilles Tragedie gjorde stormende Lykke, med
ét Slag var han Dagens Helt. Naar man vilde rose
noget, sagde man: Det er skjont som Cid. Selv
Richelieu i Spidsen for sit Akademi, hans
Yndlingsbarn, formaaede ikke at faa et Blad i Pierre Corneilles
Lavrbærkrans afrevet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
