Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 2. 12. Oktober 1884 - Rusticus. Fra Landet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
Nr. 3-
Frøkenen være saa venlig, skal jeg folge Frøkenen
op paa Deres Værelse, fortsatte hun o g viste
hen mod en smuk Trappe, der gik op fra
Baggrunden.
Hvorledes Agnete lykkelig kom op ad de mange
tæppebelagte Trin; hvorledes hun kom igjennem en
lang mork Gang og ind i en lille polstret .-Eske af
blode Tæpper og tunge Portierer, med Blomster og
Puder, og duftende af de fineste Vande— det forstod
hun egentlig aldrig. Men da Kammerjomfruen havde
tændt en Armstage paa Bordet og var forsvundet,
sank hun tungt ned paa en Taburet.
lin Følelse af Harme, eller af Flovhed, eller af
Befrielse, eller lidt af alle disse Dele, fortumlede hende
ganske. Denne stærke Anspændelse, der saa bråt
slappedes, Vognen, der endnu rumlede og skumplede
i hendes Hoved, Mørket, Regnen, det pludselige Lys
og Tjenernes Fnisen — alting svimlede et Øjeblik
rundt for hende, og det varede en Stund, for hun helt
kom til sig selv.
Alligevel aandede hun ligesom lettere nu. Hun havde
jo dog været standhaftig. (Dg hun lovede sig selv, at
denne nye Forhaanelse, der saa aabenbart var beregnet
paa at ydmyge hende, ikke skulde gjöre hendes
Ryg mindre rank, naar hun i Morgen stod Ansigt
til Ansigt med Grevinden.
Med et haanligt Blik saa hun sig om i sin
polstrede Æske — paa disse Flojelssæder, disse
Brys-selertæpper og Marmorvaser, der skulde imponere hende.
Hendes Øjne løb skjødesløst hen over disse bløde
Silkepuder og ind i en hvid Kniplings-Alkove, der skimtedes
bag Portieren; og idet hun folte, hvor hun foragtede
det, tænkte hun med Stolthed paa deres egne haarde
I-Iestehaarsstole der hjemme i Præstegaarden, deres
Fyrreborde og tomme Gulve.
Men Tiden løb. Hvad skulde der ske? . . .
Hun begyndte at ængstes i denne store Stilhed,
hvori ikke en Lyd fra hele den mægtige
Kæmpebygning trængte ind. Rummets tunge Vellugt gjorde
hende ør. Lyseflammernes Bæven fortumlede hende;
— ja selv denne blode Glans over disse Stofler, i
hvilke Øjet dog ikke kunde lade være at fordybe
sig, — denne gnistrende Silke, dette Kniplingernes
hvide Fangenet og Spejlenes aabne Favn — det
betog hende alt sammen til sidst med en pludselig
Angst, som om hun befandt sig ene med en Fiende,
der stirrede paa hende med tusende onde Øjne.
Fra et Taarnur et Sted over Gaarden hørtes ti
højtidelige Slag.
Hvad skulde der ske? Vilde Jomfruen komme
tilbage? Eller ventede de maaske, hun gik i Seng?
Hvorledes skulde hun i det hele bære sig ad? Vilde
der ingen komme her op? Eller hendes Kofferter...?
Hun følte for første Gang ret, hvad det er at
være ene — ganske ene. Og i en dyb og stille
Graad bøjede- hun Ansigtet ned mod sine Hænder
og bad til Gud og sin stærke Fader otn Mod og
Kraft.
Men pludselig sprang hun op, torte hurtig Øjnene,
strøg med den hende egne, energiske Bevægelse
Haaret bort fra Panden, og stillede sig rank op paa
Gulvet med Haanden værdigt paa en Stoleryg.
Hun havde hort Trin i Gangen, og
Kammerjomfruen kom ind for at melde, at der var serveret
i Spisesalen.
■ Godt,« svarede Agnete kort, tog, lidt famlende,
efter et lille Tørklæde, som hun kastede om Skuldren,
og fulgte Jomfruen.
Men der var ikke ganske den samme Sikkerhed
i hendes Bevægelser som før; og da hun kom ned
gjennem Forhallen, hvor en kæmpemæssig Kusk med
mørkeblaa Fløjels Knæbenklæder endnu stod paa
Toppen af Flisetrappen og hviskede sammen med
en Fadeburspige, turde luin ikke mode hans Blik.
Spisestuen laa lige for, og var baade stor og hoj.
Et langt Bord stod midt hen ad Gulvet, og paa dets
ene Endestump var der bredt en Dug og dækket for
Agnete under to Armstager, hvis sex Lys druknede
i Salens skumle Mørke.
Da liun havde taget Plads ved Bordet og var
bleven ene, og mens hun ventede paa, at en
Anretning vilde komme, saa hun sig frygtsom om.
Paa en Buffet langs med den ene Væg stod
store Bakker og Boller af Sølv, Vinkander og
lueforgyldte Skaaler. Paa Pillerne mellem de milede Felter
hang gamle sjældne Kobbersager og Porcellæn. Fra
Loftet hang to mægtige Krystal-Lysekroner, i Krogen
en gammel Rustning. Men da hun kom til Felterne,
tog hun hurtig Øjnene til sig og blev blussende rød.
Var det muligt? . . . Dér stod en splitternøgen
Kvinde rav-ret op og ned midt paa Væggen. Ved
hendes Fod laa — hvad var det? — en blottet
Mand ... I Feltet ved Siden af var en Nymfe ved
at bade sig. Og saa vidt hun kunde sé det gjennem
Mørket tig af de gamle Billeders sprukne Farver, sad
hun omgiven af lutter nøgne Mænd og Kvinder,
der favnedes eller smykkede sig.
Hun havde næppe faaet standset sit Hjærtes
Klappen, og trukket Øjnene til sig, før en Dør ved
Siden gik op for en lang, tør Tjener, der med en
Serviet over Armen og med et alvorligt Ansigt
bukkede stift for hende, og derpaa stillede sig hen bag
hendes Stol, hvor han, stum og ubevægelig som en
Træmand, samvittighedsfuldt blev staaende i tre Skridts
Afstand og med sin Serviet over Armen.
Agnete vidste ikke, hvad hun skulde gjøre. Dette
begreb hun ikke. Af alt, hvad der endnu var mødt
hende, var dette dog det uforklarligste. Urokkelig,
uden at hun saa meget som hørte ham, blev han
staaende bag hendes Ryg, paa hvilken hun ligesom
kunde føie hans Øjne hvile.
Endelig traadte han et Skridt nærmere og sagde
med en Stemme, der mindede om en vindtør Dør,
der knirker:
I tisker Frøkenen muligvis ikke at spise?
Det gav et Stød gjennem hende. Ivrig søgte
hun med Øjnene hen over Opdækningen. Men det
var hende desuagtet ikke muligt at opdage andet end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
