Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 3. 19. Oktober 1884 - Tolstoy, Leo. En Rekognoscering. Fortælling. Fra Russisk ved Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
33
Nr. 3-
han har været i. Naar Michailo, der havde tjent
hos ham, fortalte derom, rejste Haarene sig formelig
paa Hovedet af én bare ved at hore ham fortælle,
jeg véd jo ikke noget om ham andet, end hvad
fremmede Folk sige mig. Selv skriver han, den Due,
alting et Ord om Slagene, hvori han forer an. Han
er bange lbr at gjöre mig forskrækket. >
Efter vel at være kommen til Kavkasus horte
i«-g, og det tilmed ikke af Kaptejnen personligt, at
han fire Gange havde været haardt saaret. At han
ikke skrev til sin Moder derom, forstaar sig af sig
selv.
Saa lad ham nu hænge hendes hellige Hillede
om sin Hals, fortsatte hun. »Det er min Velsignelse,
jeg sender ham. Jeg har ganske givet ham hen i
den himmelske Dronnings Varetægt. Derfor skal
han ogsaa bære hendes Hillede hver Gang han er i
Slag. Sig det til ham, lille Faer, sig ligefrem: Din
Moder sagde, at du skulde.»
Jeg lovede nøjagtigt at overbringe hendes Ordre.
Jeg er overbevist om, at De vil komme til at
holde meget af lille Poul, fortsatte hun; han er saa
god. Der gaar aldrig et Aar, uden at han sender mig
Penge; han hjælper ogsaa altid sin Søster Annuschka,
og livor tager han det vel fra andet end af sin Gage.
Hver Dag baade Morgen og Aften takker jeg Gud,
at han gav mig en saadan Son. >
Skriver han ofte til Dem?» spurgte jeg.
Nej, ikke ret ofte, lille Fa’er, en Gang om Aaret
eller to og det tilmed kun, naar han sender Penge;
saa lader han et Par Ord følge med. Ellers horer
jeg sjældent fra ham. Han siger altid: Hvis jeg
ikke skriver til dig, mamenka, saa betyder det, at jeg
er rask og har det godt. Skulde der tilstode mig
noget, hvad Vor-1 lerre nok bevarer mig for, saa faar
du det sagtens tidsnok at vide. »
Da jeg leverede Kaptejnen Gaven fra hans Moder
förste Gang, da han aflagde mig Visit, bad han om
ogsaa at faa Papiret, der havde været om Medaillonen,
foldede det omhyggeligt sammen og puttede det i
Vestelommen. Jeg fortalte ham adskillige Smaatræk
;:f Moderens daglige I.iv; Kaptejnen sagde intet
dertil. Da jeg tav, gik han hen til Vinduet og var
paafaldende længe om at stoppe sin Pibe.
<ija, en god gammel Kone er lnin; det er sikkert
nok, bemærkede han derhenne fra med en lidt uklar
Stemme. «Gid jeg maatte faa hende at sé en Gang
endnu. >
I disse simple Ord laa megen Kjærlighed og
stille Resignation udtrykt.
«Hvorfor har De ogsaa taget Tjeneste her i
Kavkasus ? spurgte jeg.
«Et Sted skal man jo tjene,» svarede han roligt,
«og dobbelt Gage har for en fattig Mand som mig
igsr.a noget at betyde.»
Kaptejnen levede tarveligt, spillede aldrig Kort,
drak med de andre saa sjældent som muligt og røg
billig Tobak. Strax fra Begyndelsen havde jeg syntes
godt cm ham; der sad paa ham et af disse ærlige, god-
lidende specielt russiske Ansigter, som det gjør godt at
betragte og sé lige ind i Øjnene. Nu, efter vor
sidste Samtale, følte jeg mig stærkt tiltrukken af ham.
II.
Næste Morgen Klokken fire kom Kaptejnen og
hentede mig. Han var iført en gammel luvslidt
Uniformsfrakke uden Epauletter og havde en simpel
asiatisk Krumsabel hængende i en Rem over Skuldren.
Deri lille hvide Hest, som bar ham, dukkede hele
Tiden med Hovedet og lob i smaat Trav uafladeligt
smækkende 0111 sig til begge Sider med sin tynde
Hale. Den gode Kaptejns Skikkelse var lidet
iøjnefaldende og saa ikke synderlig krigerisk ud;
alligevel gjorde den som Helhed et saadant Indtryk
af en over for alle Eventualiteter urokkelig Sindsro,
at man uvilkaarligt fik Agtelse for ham.
Jeg lod ham ikke vente saa meget som et Minut,
men var strax i Sadlen, og sammen red vi ud af
Fæstningsporten.
Batailloner marscherede allerede et Par Hundrede
Favne foran os som en mørk, tæt sluttet, langsomt
vaklende Masse. At det var Fodfolk, kunde man
kun slutte sig til af Bajonetterne, der som lange
skraat stillede Naale ragede frem foroven. En Gang
imellem opfangede Oret en Stump af en Soldatervise,
nogle lange dæmpede Trommehvirvler og højt over
dem et Par Triller af en usædvanlig smuk Tenor,
som jeg flere Gange tidligere paa Pladsen uden for
Kasernen havde hort og glædet mig over. Vejen
førte frem gjennem en dyb Sænkning langs Bredden
af en lille Flod. Flokke af vilde Duer kredsede over
den, satte sig paa den stenede Bred eller hvirvlede
op i hurtige Vendinger og forsvandt. Solen var ikke
synlig endnu; kun Klippetoppene paa hojre Side af
Kløften begyndte at fange Lys. Graahvide, gullige
Stenmasser, Puder af falmet Mos, duggede
Berberis-buske og lange Skud af strittende Kristtjørn traadte
med ubevægelig Klarhed og i skarpt Relief frem mod
Solopgangens gjennemsigtige Guldgrund; den anden
Side derimod og Bunden af Sænkningen, dækket af
tæt Taage, der bølgede og bevægede sig med lange,
flossede Flige som Røgstrimer, laa i Fugtighed og Morke,
frembydende en ubestemmelig Blanding af Farver,
grumset lilla, sortegraat, mørkegrønt og viftende hvidt.
Lige foran os, op mod Kimmingens Azur, løftede sig
i rene, bløde Linjer af mildt straalende, uplettet hvidt
Snebjærgenes Kupler med deres underfulde, i de
mindste Enkeltheder udforte smeltende Skygger og
lette Konturer. Græshopper, Cikader og tusende
andre Insekter vaagnede i det høje Græs og fyldte
Luften med skingrende, uophørlig Syngen; det lod,
som 0111 en Mængde smaabitte Klokker ringede inde
i Ørerne paa én selv. I Luften stod en krydret
Duft af Væde, Græs og Taage; med ét Ord, det
duftede af en aarle, dejlig Sommerdag. Kaptejnen
slog lid og tændte sin Pibe. Lugten af hans Fyr-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
