Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 3. 19. Oktober 1884 - Tolstoy, Leo. En Rekognoscering. Fortælling. Fra Russisk ved Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
35
Løjtnanten satte til Exempel maaske Pris paa
Omgang med aristokratiske Damer og i Statstjenesten
hojstaaende Personligheder som Generaler, Oberster
og Adjutanter; jeg er næsten overbevist om, at han
endogsaa satte stor Pris paa Omgang med dette Selskab,
fordi han selv var forfængelig i allerhøjeste Grad.
Ikke desto mindre ansaa han det for at være sin
usvigelige Pligt at vise sig saa grov som muligt i
sin Optræden over for alle hojerestillede Personer —
hans Grovhed var for Resten overordentlig moderat;
— ligeledes, naar en eller anden fremmed Dame
opholdt sig i Fæstningen, skulde han absolut midt
om Dagen med et Par af sine Svirebrødre af Bekjendte
gaa forbi hendes Vinduer, barfodet og ene iført rod
Skjorte og hvidt, stramt Underlinned samtidigt
bandende og skjældende saa højrøstet som muligt, og
alt dette egentligt meget mindre for at fornærme hende
end for at vise, hvilke smukke, hvide Fødder han
havde, og hvor dejligt det maatte være at forelske
sig i ham, om han ellers nedlod sig til at tillade det.
Saa kunde han ogsaa somme Tider en mørk Nat, fulgt
af et Par Tartarer af fredelig Stamme, lægge sig i
Baghold over en 1 luivej et Steds inde i Bjærgcne, for
at opsnuse og skyde en forbindende uafhængig Tartar,
hvorvel baade Hjærte og Forstand ikke sjældent
sagde ham, at derved udførte han slet ingen
Helte-gjerning. Men i sin indgroede Forskruelse bildte
han sig ind at have Ret til at lade Menneskeslægten
lide, fordi Menneskeslægten i et eller andet, Gud véd
hvad, havde skuffet ham, som Følge af hvilket det
nu var hans Ærespligt at hade og foragte sine
Medmennesker. To Ting tog han aldrig af sig, et stort
Helgenbillede, der hang ham i en Snor om Halsen,
og en Dolk, der laa paa hans Bryst, endogsaa naar
han sov. Han var dybt og til Henrykkelse
overbevist om, at have næsten hele Menneskeheden til
sin Fjende; Had til og Hævn over denne Menneskehed
var efter hans Tro den allerhøjeste og mest poetiske
Stræben i Verden. Alligevel paastod hans Frille —
selvfølgeligt en Tscherkesserinde, — med hvem jeg
senere havde Lejlighed til at stifte Bekjendtskab, at
han var det bedste og mest blodhjærtede Menneske
under Solen, og at han liver Aften, samtidig med
at han skrev sin af Haabloshed formorkede Dagbog,
meget praktisk gjorde Dagens Regnskab op i en
med røde Rubriker indstreget Bog og derefter
andægtigt bad til Gud paa sine Knæ. Meget maatte han
i sit stille Sind gaa igjennem for blot nogenlunde
lige over for sig selv at faa Udseende af det, lian
ønskede at være, saa Kammeraterne og hans
underordnede ikke skulde danne sig nogen anden
Opfattelse af ham end den. han selv tilstræbte at faa.
En Gang havde han paa et af sine natlige Felttog
jaget en Kugle i Benet paa en Bjærgboer af
fjendtlig Stamme og taget ham til Fange. Fangen boede
derpaa hele syv Uger hos Løjtnanten selv, og
Løjtnanten hentede Doktor til ham, kjøbte Medicin, lavede
Omslag og passede ham som sin kjødelige
Brodder og bedste Ven, indtil Manden kom sig; saa
sendte han ham hjem igjen med saa mange
Foræringer, at han næppe kunde slæbe dem. Der gik
et Par Maaneder. Under en af de følgende
Rekognosceringer, da Løjtnanten en Gang stadigt fyrende
maatte trække sig tilbage for Overmagten med sin
Skyttekjæde, hørte han pludselig ovre fra den
fjendtlige Side, at én kaldte ham ved Navn; hans fordums
Fange red frem foran Linjen og vinkede ad ham.
Løjtnanten red ogsaa frem; begge Venner trykkede
meget velvilligt hinandens Haand, og Bjærgboerne
holdt imidlertid op med at skyde. Da saa
Modstanderne vare komne tilbage liver til sin Plads,
begyndte Fægtningen forfra igjen, og denne Gang
fik Løjtnanten ved Skæbnens Ironi en Kugle i det
ene Ben. Selv havde jeg Lejlighed til at sé,
hvorledes han bar sig ad en Nat, da der inde i
Fæstningen etsteds var udbrudt Ild, som et Halvkompagni
Soldater var i Færd med at slukke. Midt i den af
det luerøde Skjær fra Ildebranden belyste
Menneskemasse viste sig pludselig en høj Skikkelse til Hest,
som jog Flokken til Side og sprængte lige ind paa
Brandstedet. Da han ikke kunde komme længere,
sprang Løjtnanten af Hesten og styrtede ind i det
brændende Hus. Nogle Minuter efter kom han ud
igjen med afsvedet Haar og vablede Hænder, bærende
paa et Hækkebur med nogle Kanariefugle, som lian
havde frelst fra Døden i Flammerne.
Af Fødsel var han Udlænding, tilhørende et af
Nabofolkene mod Nordvest. Hans Navn var
Rosenkrantz. Selv udledte lian sin Herkomst fra Varegerne
og godtgjorde med stærk Overbevisning, at baade
han og alle hans Forfædre vare Russere af det
reneste Blod.
IV.
Solen havde tilbagelagt Halvdelen af sin Bane
og rettede gjennem den ophedede Luft stikkende
Straaler ned paa den tørre, smuldrende Jord. Den
mørkeblaa Himmel var fuldstændig klar; kun
Skraa-ningen af Bjærgene begyndte at indhylle sig i
lillahvide Taager. Luften stod ubevægeligt og syntes
at være tæt fyldt med et Slags gjennemsigtigt Støv;
det blev utaalelig hedt. Ankomne til en smal
Bjærg-strøm, der overskar Lavningen paa Halvvejen af
Dagsmarschen, gjorde Tropperne 1 r vil. Soldaterne
stillede Geværerne i Pyramide og skyndte sig ned
til Vandet. Bataillonskommandøren satte sig lien i
Skyggen paa en Tromme og traf, omgivet af en Del
yngre Officerer samt udtrykkende paa sit
Fuldmaane-ansigt Værdigheden af den Rangklasse, hvori han
stod, de indledende Forberedelser til at spise Frokost.
Kaptejnen havde strakt sig i hele sin Længde ud paa
Græsset under en af Rustvognene. Den tapre
Løjtnant Rosenkrantz og en fem, sex af hans
Kammerater sad med Benene trukne op under sig paa de
udbredte Kapper og lavede sig til at kvæle en Bjørn;
derom vidnede saa vel de rundt om opstillede Flasker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
