Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 5. 2. November 1884 - Pontoppidan, Henrik. Introduktion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 5-
60
Introduktion.
Af Henrik Pontoppidan.
(iste Kapitel af en Novelle, der om nogen Tid vil udkomme paa den (»yldendalske Boghandels Korlag).
I.
Den Dag, Kanceliiraad Byberg festligholdt sin
tresindstyvende Fødselsdag, overraskede han ved den
sædvanlige I Iojtidsmiddag sine Venner med den
Meddelelse. at han havde solgt sit Apothek, frasagt sig
alle sine offentlige Tillidshverv og agtede at trække
sig tilbage fra Verden, — ud til en fjærn og afsides
Skrænt ved Havet, for dér i uforstyrret Ensomhed
og Glemsel at henleve Resten af sine Dage i
Samkvem med Naturen og sine to unge Dotre.
Som De véd, mine Herrer!« havde den lille
Mandsling sagt, idet han med Værdighed forte
Haanden op til sine Guklbrillcr, og derpaa kjækt ståk
den ind paa Brystet bag sin broderede Silkevest.
Som det næppe er Dem ubekjendt, nærer jeg og
har jeg altid næret, en —jeg tror at turde sige ikke
helt ulykkelig Kjærlighed til vore Fædres mandige
Idrætter. Fra jeg ikke var større end som saa, har
der i mit Blod været nedlagt en ubetvingelig Drift
ud imod Naturlivets ubundne Glæder..... Denne
Farernes Spænding og Musklernes Anspændelse, hele
denne frie, friske Færden paa Vang og Vove.....
Mine Herrer! Den, der blot én Gang har fornummet
Jægerens Æventyrrus eller i Ensomhed lyttet til
Naturens store Alvorsstemme, vil sikkert forstaa mine
Følelser og tilgive mig min Beslutning.:
Nu forholdt det sig virkelig saa, at Kanceliiraad
Byberg var en uforbederlig Nimrod. Paa smukke
Sommer- og Vinterdage havde den fredelige Smaaby
i snart tredive Aar kunnet glæde sig ved Synet af
denne lille sirlige Mand, naar han iført gul
Xan-kinsfrakke, med Myggeslor om Hatten og Guldknap
i Skjortelinningen, eller indbunden . Knæ-Gamascher,
Sømsko og et Uhyre af en Hovedhætte, hvorfra kun
Guldbrillcrne morderisk ståk frem — med
Uforfærdet-hedcns taktfaste Skridt vandrede gjennem Gaden op
i Bymarkerne eller ned til den fiskerige Aa, — i fem
Skridts Afstand fulgt af sin tro Sancho Pansa, den
tykke Apotlieker-Søren , og begge belæssede med
et Apparat af Stænger, Snører, Bøsser og Spande
som til en hel Hvalfiskefangst.
Saa snart det vat begyndt at plaffe ude i
Vængerne, havde hver Mand i Byen samlet sine Børn,
Katte, Høns, og hvad andet af kjært han ejede,
omkring sig. Belært af Erfaring holdt ogsaa
Bundtmageren skarpt Øje med sine Muffer og lodne Kraver,
der laa til Udluftning paa et Stykke Grønsvær bag
hans Have. Men inde i Apotheket besvimede
Kan-celliraadinden paa sin Sofa, skjønt hun vidste, at
Sancho-Pansa i Følge hendes eget udtrykkelige Forlangende
var ved Haanden for det Tilfælde, at der skulde
ind-træffe noget usædvanligt.
Alligevel havde han næppe anrettet større
Ødelæggelser hverken paa sig selv eller sine Omgivelser.
Hændte det imidlertid, at han kunde gjøre sit Indtog
med en død Skade eller to magre Skaller i sin Taske,
saa han sig i lykkelig Triumf rundt til alle Vinduerne;
og kommen hjem til sin Kone, havde han endnu ikke
faaet sig helt omklædt, før han med stor Stemme og
vandrende frem og tilbage gjennem Sovekammerdøren
begyndte at fortælle om sine Bedrifter, mens den lille
svagelige Dame hovedrystende, men med lettet Hjærte,
fulgte ham med Øjnene fra sin Lænestol.
Lykkeligvis havde Kanceliiraad Byberg dog
ogsaa andre og mere fredelige Tilbøjeligheder; og
navnlig elskede han, men i Hemmelighed, Blomster.
Skjønt han paa ingen Maade vilde tilstaa det
for sig selv, end sige andre, turde disse i Virkeligheden
være Gjenstand for hans Livs egentlige og dybeste
Lidenskab.
Ofte talte han med højtidelig Foragt om disse
»Civilisationens Misfostre og »Kulturens Koketter ;
men i Stilhed kunde et fuldt udsprungen Rosenflor
eller en vel tilklippet Buxbomhæk faa hans Hjærte
til at banke. — Og, Sandheden at sige. saa var den
tilsyneladende saa pludseligt fattede Beslutning om at
fly Bylivets Uro og Lartn egentlig kun
Virkeliggjørelsen af et helt langt Livs hemmelige Drøm, i hvilken
han havde set sig selv som en fredelig
Urtegaards-mand i en Paradisets Have, syslende mellem Agurker
og Tulipaner, Mistbænke og Jordbærbede.
Han havde da heller næppe slugt den sidste Rest
af al den megen festlige Mad og bevægede Skaalen,
der som en af Byens Bedsteborgere var bleven ham
til Del, før han skyndsomst forsvandt ud paa den
anden Side af de store Nordskove. Her havde han
nemlig i al Stilhed ladet sig sit Eden indrette i Fonn
af et hyggeligt lille Landsted, hvori han nu virkelig
i fire Aar havde levet et Liv fuldt af lutter Salighed.
Stedet laa under en stor, grøn Skrænt tæt ved
Hovedlandevejen, og var, som rimeligt, en ægte
Jægerbolig, bygget i en Slags gammeldags Schweizerstil. med
Hjortetakker over Dørene og bredt nedfaldende
Tag-skjæg. Men skjønt saa ungt af Aar var det allerede
altsammen dækket med et tæt Væv af Ranker og
Slyngløv, hele Huset skjult under et frodigt Xet af
Kaprifolier og Roser en sand lille paradisisk Blom
ster-klyl. Symbolet paa den huslige Lykke, som den
overskyggede.
Indkjørselsporten laa lige vetf Landevejen og
dannedes af to kalkede Murpiller, der foroven endte
i gule Terrakotta-Vaser med Kaktus. Mellem høje
Piletræer gik herfra Vejen op til Bygningen langs
med Siden af Forhaven. Bag Landevejsgrøften var
der anbragt et højt, hvidmalet Staaltraadsgitter,
gjennem hvis Masker man saa ind over en lysegrøn
Græsplæne med et forgyldt Sol-t’r i Midten og omgiven
af smalle, grusede Gange, der skinnede kridhvide i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
