Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 6. 9. November 1884 - Elmgaard, Berthel. Stakkels Thea. Landsbybillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
_77 HJEMME
Der lod slæbende Fodtrin i Græsset. Hun saa
forskrækket op, og et lille Hvin undslap hende. Det
var Simon i en let, hvid Murerdragt, der sad lost
om ham og var opknappet i Halsen. Han blussede
af Sundhed og var stærkt solbrændt over Nakken
og den Del af det haarede Bryst, der var blottet.
Jeg tror saagar her er Kjærestesorg! < udbrod
han med en Blanding af Ærgrelse og Nysgjerrighed,
idet han dovent slængte sig langs Diget, med
Ansigtet imod hende.
Med et slet gjemt Smil under Forvirringen, strakte
hun sin lille faste Haand imod ham, men da han
ikke lod til at agte paa dens Ærende, sogte den
Oprejsning ved at bore sig ned i Græsset, plukke
et Par Tusendfryd og kaste ham dem i Haaret.
Hvor har du været i al den Tid?
»Puh, har maaske nogen spurgt efter mig . . .
Jeg har været vidt omkring, og jeg kunde have Lyst
til at komme videre, det er en daarlig Egn, den her.
»Hvorfor det? spurgte hun yderst forundret.
Hun vidste ikke noget smukkere end denne Egn,
hvor han horte hjemme, og hun syntes næsten, han
talte ilde om sig selv samtidig med Egnen.
Jeg tykkes, det er en rigtig rar Egn.
»Aa, I er nogle Dodbidere alle tilsammen,«
brummede han og gjorde en Drejning med
Overkroppen, saa en næsten vellystig Lysregn rislede ham
ned over Hals og Bryst: Nej, saa var det noget
andet, der oppe sønder paa, hvor jeg var i forrige
Uge. Sikken ugudelig Morskab vi holdt! Tre, fire
Nætter i Træk kunde Pigerne holde ud . . . immer
en ny Melodi i Kassen. Og dér vidste Bonderne
sgu ogsaa, at Skillingerne er runde, for at de skal
rulle.
»Men her kan Folk da ogsaa more sig.
indvendte Thea usikkert.
Det gaar sjældent paa. sagde han haanligt
leende. Og hvad er der vel saa at stille op i
saadant et Hundehul som vor By. Her kan én tosse
omkring til sin Dødsdag og være lige vidt, nej, det
er bedst at snøre Ranslen og stikke af. . . At lægge
sine bedste Aar her, er tøvtløst Værk. :
Den unge Pige saa bedrovet paa ham, medens
han ligegyldig begyndte at fløjte.
»Jeg har det godt her. sagde hun dæmpet,
»naar blot du kommer en Gang imellem.
f Saa!« spottede han og lo, du vil maaske
ogsaa tænke paa mig, naar jeg er rejst, og skrive:
elsket og savnet paa min Dør.
Hun gled krybende paa Hænder og Knæ hen
imod ham, greb ham om Armen og hviskede med
bedende Ængstelse: Snak dog ikke saadan, Simon.
Der er jo saa mange, der holder af dig . . . Hvorfor
er du nu saadan i Dag? Du véd godt, du faar mig
til at græde igjen, naar du bliver saadan ved.
Han saa hurtig paa hende, rejste sig op i Sædet
og sad en Stund og vippede spodsk med et
Græs-straa mellem Læberne. Hun drog Vejret horligt,
medens hun vedblev at holde om hans Ann. Hun-
OG UDE. Nr. 5.
den, der var bleven jaget op fra sit Leje paa Theas
Skjorter, kom og snusede venligt til Karlens Ben.
Pludselig greb han den i Nakken, løftede det
sprællende Dyr højt i Vejret og slyngede det hen mellem
en Flok Kyllinger, som just pippede frem af Græsset
i Nærheden. Skrukken baskede løs paa Hunden, der
hylende og hinkende søgte tilbage til Pigen, men da
den paa ny fik Øje paa Ophavsmanden til sin
Fortræd, blev den siddende i nogen Afstand og udstødte
en svag Piben.
Thea lokkede den hen til sig og tog den op paa
Skjødet; medens hun kjærtegnede den, saa hun
bebrejdende paa Svenden.
Hvordan kan du nænne at gjøre saadant et
sølle Kræ Fortræd?
»Aa, jeg vilde se, om du var rede til at kysse
enhver Hvalp, der piber.
Han strakte sig paa Ryggen i Græsset; Hænderne
havde han skubbet ind under Nakken, saaledes at
han kunde se Pigen tilbage over sit Haar. Ved
Synet af hendes lille bløde Ansigt med de milde,
duggede Øjne og den røde Mund, der sørgmodig
pludrede for Hunden, syntes en stille Anger at spire
frem i hans Sind, og det lød i en hel anden Tone
end for, da han sagde: For mig lader det ikke til,
du har Kys tilovers i Dag.
Hun bøjede sig ned over ham og kyssede ham
fast og ømt. »Er det min Skyld, du slemme
Landstryger? hviskede hun og purrede spøgende op i
hans Haar.
Men Karlens slette Lune var endnu ikke forbi.
Med et ublidt Greb slængte han hendes Arm til Side,
der var bleven liggende paa hans Bryst, idet han
vrissede:
Nej, Skylden er naturligvis min. Jeg er et af
de løse Kræ, som I andre saa prægtig kan læsse
alting paa, som volder dit og volder dat, fordi vi ikke
hver Dag nysler af Sted i den samme Skure . . .«
Han holdt inde og saa nysgjerrigt prøvende paa
den unge Pige. Hendes Blik var fuldt af Bøn og
Klage, det lille Ansigt sitrede som under en
For-aarsbyge, og lidt efter lidt sank hun ned, klamrende
sig fast til hans Skulder og Arm.
Saa vendte han smilende hendes Ansigt op imod
sit og kyssede hende.
Er jeg for slem i Dag, naa ja, nu er det forbi
min Tos . . . En gaar og faar saa mange
Skrub-lerier, og hvordan andet i det Hundehul her, nej du,
oppe sønder paa eller i Kjøbstaden! . . . Der er
noget, der kan stramme Folk op.«
»Kan du ikke faa det godt nok her ? . . . Naar
du rejser, aa saa , . .< Hun fuldførte ikke, men
trykkede heftig sin Mund ind mod hans Kind.
Hvad kan det blive til for mig her eller for os
begge to . . . Tror du, jeg har Lyst til at være
Røgter, naar jeg bliver gammel ? . , . Nu er der jo
ingen Kjobmandshandel her i Byen, og jeg har jo
nok flere Gange tænkt paa at stille saadan noget
an, men det gjør én ikke med de bare Næver.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
