Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 7. 16. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 8.
HJEMME OG UDE.
ioo
saadanne Resolutioner, uden at skaffe mig Luft ved
at overpumpe Hs. Hvbheds indbildte og indbildske
Ufejlbarhed med min satiriske Vittigheds Fluidum?«
Han er ikke engang sikker paa sine Stalbrodre.
Saa længe det bliver ved Skriveriet imellem
Amtmanden og ham, lure de og tie, men naar
Amts-profossen kommer med Magtsprog, Mulkteren og
Udpantning, frygter han for, at de ville lade ham i
Stikken og skyde Skylden paa ham alene, medens
de stikke Halen mellem Benene og luske bort fra
Kamppladsen. .Men — troster han sig med —
om tusend Aar gjalder det i Kæmpevisen:
Det var sig Amtets Basse,
sit Spa’r i Luften «vang.
Han vilde de Bønder kradse
og gjøre dem Vejen trang.
Det var Hr. Eduard bolde,
sin Mimring ud ban drog;
til Trøst for de Bondeknolde
han Amtets Hasse vog. t
Hvad det endelige Resultat forovrigt blev med
Hensyn til Skolevejen, fremgaar ikke klart af Brevene.
Det frygtede Magtsprog kom til sidst, men Bredahl
synes dog alligevel ikke at have lystret, i alt Fald
ikke strax. Det anførte maa imidlertid være
tilstrækkeligt til at karakterisere denne hans Bondefejde.
Tn Jammerklager ere fra nu af staaende i
alk-Bredahls Breve. Den ene gjælder hans Helbred, den
anden hans og hans Families Udkomme. Der var
en Tid, — skriver han i et Nytaarsbrev 1835 —
>da jeg ikke kjendte Penges Værd. og dersom en
god Fe den Gang havde tilsagt mig Opfyldelsen af
mine Ønsker, vilde det næppe gaaet løs paa hendes
Pengekister; men !ad hende nu tilsige mig tre Ønskers
Opfyldelse! saa bliver det förste: Penge! det andet
som det förste, og det tredje: Penge! Hvor føleligt
har jeg dog maattet (og maa endnu) bode for min
fordums Sorgløshed! — Dog, lad nu den Fugl flyve!
Den er en hylende Ugle. Og han samler saa til
sidst sit Nytaarsonske i følgende Ord: Sundhed,
Munterhed, Tilfredshed og Penge! Penge! Penge!
kort et glædeligt og lyksaligt Nytaar! Atter og
atter varierer han det ulykkelige ved baade at være
Bonde og Poet, idet en af Delene, som oftest, er
nok ttl at gjøre en Mand ti! en Prakker. Men.
hvor er det Land paa Jorden, hvor det ikke kan
siges med Sandhed: Qvein Jupiter odit, facit rusticum?
(Connecticut undtagen, hvor Folk faa Penge til for
at fortære Jordens Grode.) Ogsaa i hans trykte
Skrifter forekommer denne Tanke, f. Ex. i Mads
Klisters Hverdagshistorie , hvor det hedder, at ethvert
Tilbageskridt fra Trældommen under Modeaaget
betegnes saa vel af de kultiverede gejstlige som af
de kultiverede verdslige Jordens Herrer ved Udtrykket:
at rustificeres.« — Han sender det ene dramatiske
Arbejde efter det andet*) til det kgl. Theaters Censor,
•il et Brev til Ingemann, Novb. 1836, (se Samlingen S. 337)
nævner Bredahl »fem Stykker .■>: fire Lystspil og ét tragisk
Spil (Kong Knud)«. I ei Brev af 6 Maris tS37 til E.Collin
C. Molbech, men der skulde gaa en lang Række
Aar, før et af dem kommer paa Scenen. Bredahl
trøster sig med den dybe Sovn i Literaturen-, og
er — ligesom de fleste af den gamle Skole den
Gang — ikke utilbøjelig til at give den megen
Snakken om Almenaand Skyld i Dvalen. Medens
nogle slutte, at det absolute gode maa komme fra
Absolutismen, holder han for. at det er ligegyldigt,
hvor det gode kommer fra, naar det blot er til Stede
som et almindeligt, om ikke absolut, Gode. Vil
man imidlertid gjøre Almenaand til ensbetydende
med Oppositionsaand«, saa er hans ForstandskrecLs
alt for indskrænket og hans Dømmekraft alt for slåp,
til at han kan have nogen Stemme her. men- —
ender han Brevet — det forekommer mig, at det
maatte være en stor Hat eller Hue, alle Hoveder
skulde kunne rummes under, item: at jeg endnu ikke
har set en saadan Hat eller Hue.
Fra 1832 til 1836 findes der ingen Breve fra
Bredahl til Ingemann i den sidstes store Brevsamling.
De her meddelte hidtil utrykte Breve have derfor
dobbelt Interesse. Med Januar 1836 begynder
imidlertid deres Korrespondance paa ny, og det vil
være bekjendt, hvor mange mærkelige Bidrag til
Bredahls Livshistorie der her tindes. Ingemann havde
opfordret Vennen til at sende Kongen en Ansøgning
0111 Understøttelse, men Bredahl krympede sig længe
derved og vilde nodig gaa den >saare tunge Vej,
for han havde set, 0111 der ikke mulig vilde aabne
sig en anden Udvej til Hjælp — en Vej, der førte
til det nodtorftige i Nøjsomheds Land, om end ikke
til Kanaans Druer . — Kun saare faa — skriver
han — tinde Behag i mine Skrifter; blandt disse
faa er næppe nogen Hofmand, og Kongen selv har
visselig aldrig læst dem, om han end véd, at de ere
til, hvorom jeg meget tvivler; men sæt ogsaa, at
han havde bladet hist og her i en af disse Pjecer,
saa kan dog hverken De eller jeg tro, at han har
fundet andet, end hvad han ikke ønskede at finde.
Bredahl frygter for, at hans Skrifter maa mishage
Kongen og hans nærmeste Omgivelser, og tænker
vil Bredahl gjærne have en Forlægger til en 5—6 Stykker
dramatiske Arbejder’, lian nævner to Lystspil Kjærlighe«!
blandt Daarskab og Udaad’ (i 5 Akter) og -Mahtnuds Pil
grinisgang (i 4 Akter), saml to Sørgespil -Knud Svendsen <
hellige- (i 5 Akter) og 1 Sokrates« (i 5 Akter,. Endnu et
Sorgespil Hakon Haraldsøn« (Adelsten) er kun til pan
Papirlapper og Stumper. Fem af disse Stykker havde han -en.!:
C. Molbech, der efter at have havt dem i 10 Maaneder til
Gjennemsyn og Indet 3 af Bredahls Breve ubesvarede, sendte
Stykkerne tilbage med den Erklæring, »at han havde kun læs:
de 3. men at intet af dem (altsaa ogsaa de 2, han ikke havde
læst) vnr brugeligt for det danske Theater • Det fremgaar af
Brevet.’ at Bredahl, der finder Molbechs Adfærd temmelig
lumpen . har skrevet et alt ahde: ind fredeligt Gjcnsvar
lier-paa til Kritikeren. — Brevet til Collin ender med .et Par "rd
om, at den allestedsnærværende la Grippe, »dette Iranske
Djævelskab«, dog volder mindre Plage her til lands end andre
Steder, i men vi kan have nok at andre franske Mo«ler og
Unoder, kan jeg tro «. Udfaldet gjælder sikkert baade den
politiske Liberalisme og den Heibergske Skoles Æsthetik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
