Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 8. 23. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze - Schandorph, S. De tre Fuldmægtige. Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99
HJEMME OG UDE.
Nr. 9.
gaardens nordre Side. ud imod Landsbyen Bromme.
En velvillig Brevskriver giver omstaaende Rids af
Gravstedet. paa hvilket de smaa Rosenbuske ere angivne
med et Kryds.
Vilde det ikke være smukt, om Soransk
Samfund stillede sig i Spidsen for Tilvejebringelsen af
et beskedent Mindesmærke paa Christian Hviid
Bredal iis Grav?
De tre Fuldmægtige.
Furtælling af S. Schandorph. I .n .-n
En varm Damp slog de to Fuldmægtige i Mode
ud i den smalle Forsal, hvor Værten Hans Jensens
Kone stod bag Buffeten for at skjænke Drikkevarer
ud i Mellemakterne. Sammen med Dampen for
stærk, skrigende Sang, Strygeinstrumenternes skærende
Hvin og en brutal Klappesalve lige i Ansigtet paa
de tvende Alvorsmænd.
— Det er Kunstens Tempel! sagde Stam.
— En nydelig Bule! sekunderede Klem.
— En intelligent By! sagde Stam.
— Spidsborgerskab! sagde Klem.
— Men se! men se! udbrod Stam.
Den Gang svarede Klem ikke.
Oppe paa Scenen, hvis foreskrevne græske
Dekoration var erstattet af Sidekulisser med
gothisk-spidsbuede Yinduer paa skidengrønne Vægge, hvis
Bagtæppe var bemalet med umulige Karyatider med
Hovederne oppe mellem sjasket nedhængende
indigo-blaa Sofitter paa begge Sider af en raat udskaaren
firkantet Aabning, som i Stedet for Udsigt til
et sydligt Landskab, leverede nogle grønne
Klatter og en Klippe med en totaarnet Ridderborg,
ikke ulig et Skrivetøj med Blæk- og Sandhus — oppe
paa Scenen stod vel omtrent hele Stykkets Personale
i berideragtige, pailletblinkende Dragter, tri kot beklædte
Extremiteter, Kongerne med rosenkransede
Fjerbaretter og Stovler a la Louis Treize. Man var naaet
til Slutningen af anden Akt.
Primadonnaen den skjønne Helene markerede
sin Rang ved at staa paa en med rødt guldgalonéret
Sirts betrukken Skammel, klædt i en kort hvid Tunika
og et karmoisinrødt. guldpailleteret Draperi. Dragten
dulgte saa lidt som muligt af hendes forskjellige
kraftige Yndigheder. Det vældige morkebrune Haar laa
som en Manke ned ad den svære Hals og Ryg. Hun
ståk en ægte kjøbenhavnsk Stumpnæse med store
bevægelige Næsebor op mod Sofitternes Indigo. De
store Øjne lynede ned gjennem Salen. En stærk,
høi, trompetagtig Rost med bedaarende populære
Gutturaltoner sang:
Ja hvis med F.t
Uforberedt
den Mand sig vover hjem igjen,
Jeg siger, han
genere kan —
det lønner sig kun slet, min Ven!
Thi da maaske
han faar at se
en Scene flov og hojst fatal —
Nej, skrev han ej:
-Nu kommer jeg
igjen til dig — forglem mig ej!«
ham venter oftest Kvalm og Kval.
Publikum brolede Bravo som Vilddyr og klappede,
som havde det Kobberhænder.
Var det den skjønne Giovannina Hermansens
solidt-folkelige Yndigheder? — var det Folkets Stemme,
der blev Guds Stemme —? eller hvad var det, som
fik baade Stam og Klem til i opspilet Henrykkelse
at rette deres Øjne som sigtende Bøssepiber op mod
Scenen — ja til at nynne Korets Melodi med — til
at glemme, hvorfor de var komne, til at glemme deres
tidligere idealistiske Kunsttheorier ? Nok er det. at
de sidste skylledes bort som tyndt Kalkpuds af en
raa Mur i Hagl eller Regnstorm. De klappede som
besatte, brolte som Tyre; Tungen blev tor i deres
Munde, Stams Øjne lynede højt over de paa den
fugtige Næse nedglidende Briller; Klem spilede sig
op i al den stille, gloende Henrykkelse, en
Flegmatiker kan rumme.
De vare begge drevne tilbage til deres
Tyve-aarsalders Standpunkt, da de læste til dansk juridisk
Examen og om Søndag Aften paa Schweizerpavillonen
i Frederiksberg Allé sang deres Yndlingssangerindes
Omkvæd med og samtidig rakte hende et Glas svensk
Banko op paa Tribunen.
De skiltes ad, de stod hver for sig, hver med
sin Henrykkelse; Giovannina Hermansens Former og
Stemme, Ofifenbachs Halløjmusik, den danske
Oversætters daarlige Vers gjorde med Et rent Bord med
tyve Aars Dvaletilstand. Ingen af dem tænkte paa
Krog, og Krog tænkte ikke paa Nogen af dem.
Ingen af dem saa Krog, og dog stod Krog i aller
forreste Række og vakte baade Skinsyge og
Forargelse ved fra sin Plads at vexle Nik og Øjekast
med den skjønne Helene, saa at endog en ung
Sadelmagermester sagde op til Primadonnaen, mens han
pegede paa Prins Paris.
Se paa Kjæresten. Prins Paris, Sjovanni, inte
paa Byfogedfuldmægtigen!
Og da Publikum ikke ænsede eller hørte det for
lutter Henrykkelse, sagde han til Krog:
Tror De kanske, at De er alene paa Komedie
her iaften?^
Han kunde lige saa godt have tiltalt den til en
Saltstøtte forvandlede Loths Hustru. Men da ved
Aktens Slutning Helene falder om i sine Damers Anne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
