Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 8. 23. November 1884 - Hannover, Emil. Lidt om Krøyer og den danske Malerkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IOl
HJEMME OG UDE.
Kr. 8.
Lidt om Krøyerog den danske Malerkunst.
Af Emil Hannover.
Den Sensation, som vaktes ved Krøyers i 1882 udstillede
■ Italienske Hattemageres vil endnu være i friskt Minde. Man
var vant til Italiens buttede Piger, de fede Munke og sorte
Svin og havde set dem saa ofte og éns, at man holdt af dem
som af Landsmænd. Hvert Aar sendtes der et Antal Kunstnere
derned; hvert Aar sendte de et Stykke Italien her op. Det
forstodes saa godt, fordi det var saa uendelig dansk; end ikke
en eneste sydlandsk Solstraale var fanget i disse Lærreder.
Og dog mente man her hjemme at kjende Italien, at besidde
paa Kristiansborg og i Thorvaldsens Museum et komplet Italie
illustrée . Selv Galleriets Direktion delte denne Anskuelse,
— derfor erhvervede den ikke Krøyers nye Illustration til sin
pæne Billedbog. Og nu vilde denne Maler bilde os dette ind:
at Italien, — vort eget Thorvaldsens, Marstrands, Küchlers og
Meyers Italien rummede saadanne Individer som disse
Hattemagere, ja endog at saadanne realistiske Væsener lavede
romantiske, bredskyggede Hatte.
Saaledes var omtrent vort Publikums Betragtning, der
iøvrigt kan være Kunstnerne temmelig ligegyldig. Mere
Interesse turde det derimod have for Publikum at iagttage, hvorvidt
dette og andre af Krøyers Billeder mellem Kunstnerne fik
nogen Indflvdelse, og hvorledes denne ytrede sig. Til
Belysning deraf først dette Resumé af denne Malers
Kunstnerkarakter:
K røver er Maler i Ordets ensidig bogstavelige Betydning.
Som saadan er hans Geni af betydelig Kraft. Hans Blik er
paalidelig! som faas, hans Haand behændig som de færrestes,
og hans Kritik tilstrækkelig lil at afholde den sidste fra fad
Rutine. Hans Naturopfattelse er enkelt og bred. Hans
hyppige Stemningsbilleder ere Udslag af en levende Interesse
for Fænomenet og en mindre for Væsenet. Han elsker i
Naturen Farven mere end noget andet og udskiller den ikke
sjældent af Formens Hylster; endog naar han tegner, maler
han. For Mennesket som Menneske interesserer han sig ikke.
Hans Kvindeportræter ere blændende karnationsfulde,
svulmende af Livskraft, med et stærkt pulserende, organisk Liv.
Han kan forme et Hoved, han kan gjengive Haar og anbringe
et Øre, som næsten ingen anden, — men at skildre en Karakter
ævner han ikke. Han bryder sig om Mennesket som en
malerisk Gjenstand, holder nok saa meget af dets Paaklædning
som af dets Nøgenhed, holder lige meget af men forstaar
dog ikke lige godt den elegante Dames fine Haand og
Fiskerens barkede Næve og maler lige saa gjærne den lakrøde Robe
som den skidengule Pjekkert. En saadan maler han mange
Gange bedre end Michael Ancker, men hvor plumpt end denne
kan tage paa Tingene, hvor formløst og forflygtiget hans
Arbejde kan være, saa stikker der dog altid virkelige Fiskere
i hans Klæder, medens Krøyer i den Henseende ikke formaar
noget tilnærmelsesvis. List not least er det karakteristisk for
den sidste, at han sjældent eller aldrig maler to Figurer, der
tale med hinanden. Netop deraf fremtræder saa skarpt
Begrænsningen af Krøyers Talent.
Det er nu klan, at en saa intensiv Begavelse som denne
har maattet øve en betydelig Indflydelse paa Jævnaldrende og
Yngre, og det er sikkert med fuld Ret, naar Krøyers Navn
nævnes lige saa ofte i Forbindelse med den moderne danske
Kunst, som Brandes’ med den moderne danske Literatur.
Thi skjønt Forholdene endnu vanskelig lade sig overskue, er
der dog ingen Tvivl om, at . Hattemagerne betegne et
Vende-blad i den danske Kunsts Historie, paa hvilket deres Mester
uudslettelig har skrevet sit Navn.
Hans Kunst har øvet en flersidig Virkning. Først og
fremmest skyldes det den mere end nogen anden, at de helt
unge, d. v. s. den Generation, som følger Krøyers, har stemt
Fordringerne til den maleriske Iagttagelse og maleriske
Gjengivelse saa højt til Vejrs, som skét er. Der er derved tilført
vor Kunst et Kvantum af Lys, Luft, Stoflighed og Friskhed,
som den ikke har kjendt før. Men paa et andet og vigtigere
Omraade har den haft mindre heldige Resultater, nemlig i
Valget af kunstnerisk Operationsplads. Naar Krøyer ikke
maler Portræter, søger han gjærne fra Hovedstaden ud paa
Landet. Han tiltrækkes af den vide Horisont, det aabne
Sollys, de maleriske Dragter, de vejrslagne Ansigter og snurrige
Væsener. Det er Naturen, han søger derude; Menneskene
tager han kun med i Tilgift. Det landlige, det kuriøse og
ikke sjældent det bizarre tiltrækker ham. Saaledes er nu en
Gang hans Natur. Han kjender intet Hjem i Hjemmet, ingen
lille Plet, han særlig har forelsket sig i; hans Kjærlighed er i
hvert Fald platonisk, og end ikke til Skagens Fiskere er han
knyttet i aandelig Forstaaelse. Men nu svnes det, som om en
stor Del af den yngre Slægt ogsaa i den Retning vil følge
Mesteren. Den farter Landet rundt for at finde morsomme:
Motiver. Rent epidemisk er denne Jagen efter det morsomme:
bleven i vor Kunstnerstand. Hver Sommer, naar denne bryder op,
bryder Epidemien ud. og hver paafølgende Foraarsudstilling
bærer Vidnesbyrd derom. Alt det uciviliserede, alt det
usædvanlige, ikke-hovedstadsagtige, alt det sædelig oprindelige, —
d. v. s. alt det, der ligger en Hovedstadskunstner aller fjærnest,
udgjør de dominerende Motiver. Man kjender disse Billeder:
snart er man hos Den gamle, der karter Uld snart hos
Fiskere, der trække Vaad , snart skal Nettene bødes , snart
Hønsene mades , snart er vi I Grøftekanten*, snart Paa
Landevejen«, snart hos Den halte Mand , snart hos Den
blinde Kone . Og overalt er der lige underlig tyst. Det er,
som om der paa Landet kun lortes Stilleben, som skjulte man
dér sit menneskelige Væsen og kun aabenbarede Kunstnerne
det maleriske. Men mon der da paa Landet kun vrikkes,
drikkes og strikkes? Rører der sig da ingen Følelser dér?
Hvor er Blichers Bønder, Drachmanns Fiskere og Schandorphs
Kjøbstadsfolk ? Farverne er her, men Livet mangler. Lad
saa være, at dette i Umiddelbarhed er sunket adskillige Procent,
at Landliggeri og Badeliv har vanslægtet Oprindeligheden, at
Malernes bogstavelige Koloniseringer af Hornbæk, af Fanø og
Skagen mere end noget andet have forkjælet Fiskerlejernes
indfødte Befolkning, — det brogede FanAiv omslutter dog
endnu Menneskeliv.
Men den psykologiske Iagttagelse ligger under for den
maleriske. Det er, som havde den ældre Kunstnergenerations
større eller mindre, men altid uomstridelige Blik for vort Folks
sjælelige Ejendommeligheder været sterilt; som om Marstrands
brede Komik, som om Exners skjælmske Erotik og Dalsgaards
blide Melankoli ingen Frugt havde sat. Hvor deres Kunst
var skildrende, er vor Kunst malende; hvor de var
karakteriserende, er vi kritiserende; hvad de kaldte Kjærlighed, er hos
os Interesse. Ganske vist var deres Kunst langt fra at være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
