Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 12. 21. December 1884 - Taine, H. Jacobinernes Førere, ved S. Schandorph: II. Danton
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
153
Folk rapse og røve. Selv har han rovet, lige saa meget for
at give bort som for at beholde, lige saa meget for at holde
sig i Kollen, som for at nyde den, at udgive Hoffets egne
Penge mod Hoffet — det gaar lige op; sagtens har han gjort
det med en indvendig haanende Latter, den latter, som man
aner hos den bluseklædte Bonde, naar han snyder den
kjole-klædte Godsejer, den Latter, som de gamle Historieskrivere
skildre hos Frankeren, naar han ståk det romerske Guld i sin
Lomme for bedre at kunne føre Krig mod Rom. Podekvisten
har ikke faaet Tag i den plebejske Vildmands Stamme; i vor
moderne Have er den den samme som i den gamle Skov;
dens uberørte Saft har bevaret den oprindelige Skarphed og
frembringer ikke vor Civilisations fine Frugter: moralsk Sans,
Æresfølelse, Samvittighedsfuldhed. Danton har hverken
Respekt for sig selv eller for andre; de tydelige og fine
Grænselinjer, som omskrive den menneskelige Personlighed, synes
ham at være et aftalt Spil af Retsfortolkning og Salonpænhed,
som en Klodevig træder han paa dem, og med lignende Evner,
med tilsvarende Udveje, med en endnu værre Bande styrter
han sig tværs gjennem det vaklende Samfund for at rive det
ned og bygge det op til sin Fordel.
Lige fra først af har han forstaaet Revolutionens
ejendommelige Karakter og normale Løb, det vil sige Anvendelsen
af den raa Folkemagt. Allerede i 1788 var han med i Opløb.
Lige fra først af har han forstaaet Revolutionens Endemaal
og endelige Udfald, det vil sige det lovbrydende Mindretals
Diktatur. Dagen efter den 14de Juli 1789 grundede han i
sit Kvarter en lille uafhængig, agressiv og herskende Republik,
Midtpunkt for Partiet, Tilflugtsted for alle forsorne Karle,
Mødested for alle besatte Mennesker, et Pandæmonium for alle
med Ildebrand i Hjærnen og for alle disponible Slyngler, for
dem, der have Syner, for Slagsbrødre, for Avis- og
Gade-skraalere, for Stue- og Torvemordere: Camille Desmoulins,
Fréron, Hébert, Chaumette, Clootz, Theroigne, Marat; og i
denne mer end jakobinske Ståt, et Forbillede for den, han
senere skal oprette, regerer han, som han senere skal regere,
som en stadig Præsident for Distriktet, en Bataiilonschef, en
Klubtaler, en Arrangør af Overrumplingen. Dér er
Usurpationen det regelmæssige; man anerkjender ingen lovlig Myndighed;
man trodser Konge, Ministre, Dommere, Folkerepræsentation,
Municipalitet. Maire, Nationalgardens Kommandant. I Kraft
af Naturen og Principerne har man stillet sig over Lovene;
Distriktet tager Marat under sin Beskyttelse, stiller to
Skildvagter ved hans Dør, for at beskytte ham mod Forfølgelsen
og sætter sig med bevæbnet Magt imod Politiet, som skal
udføre Arrestordren. Bedre endnu: I Paris’s, Nationens første
Skildvagts Navn, gjør man Paastand paa at regere Frankrig.
Danton erklærer Nationalforsamlingen, at Paris’s Borgere ere
de 8; Departementers naturlige Repræsentanter, og opfordrer
den i Kraft af disse Borgeres Paalæg til at kalde en fattet
Beslutning tilbage. — Her har vi hele den jakobinske
Tankegang; ved sit overlegne Storsyn har Danton trap-ngt til Bunds
i den og har proklameret den i korrekte Udtryk, for at
anvende den i det store, behøver han kun at gaa fra den lille
Skueplads til den store, fra Cordeliererne til Kommunen, til
Ministeriet, til Veifærdskomiteen, og paa alle disse Scener
spiller han den samme Rolle med det samme Maal og de
samme Virkninger. Et Despoti, oprettet ved Erobring og
opretholdt ved Frygten; den jakobinske og parisiske Pøbels
Despoti, det er hans Maal og hans Midler; det er ham, som
tilpasser Maal og Midler indbyrdes, som fører an paa de store
Slagdage og fremkalder Revolutionens afgjørende Forholds
regler, den 10de August, den 2den September, den 2 ide Maj,
den 2den Juni, Dekretet, som udskriver i enhver stor By en
Hær af lønnede Sansculotter for at holde Aristokraterne fast
med deres Spyd , det Dekret, som i hver Kommune, hvor
Kornet staar i hoj Pris, beskatter de rige for at gjøre Prisen
overkommelig for de fattige, Dekretet, som anviser Arbejderne
4u Sous for hver Gang de give Møde ved Sektionens For
samlinger. Oprettelsen af Revolutionstribunalet o. s. v. o. s. v.
Det er ham, der ejer de flammende Ord, der driver hele
Ungdommen ud til Grænserne, han gjør de forstandige Forslag,
som begrænse Masseudskrivningen til Folk mellem 18 og 25
Aar, ham, som gjør Ende paa den skandaløse Sang og Dans
af Carmagnolen, som Pøbelen har udført i selve Konventets
Sal. - For at bygge Maskinen, ryddede han Terrænet, han
smeltede Metallet, han smeddede de store Stykker, han tilede,
hvad der gik uden om det, der skulde bruges, han tegnede
Drivhjulenes Omrids, han læmpede Bihjulene derefter, han gav
det første Tryk og det sidste Stød, han fabrikerede det Panser,
som beskytter det hele Væsen mod Tryk uden- Og indenfra.
Maskinen er gjort af ham hvorfor gider han ikke
manøvrere den?
Det kommer af, at saa udmærket han duer til at konstruere
den, saa lidt duer han til at manøvrere den. Er der en Krise, ja
saa kan han sætte Skulderen imod, saa kan han faa alle Viljer i en
Forsamling eller i en Hob til at gaa med, han kan lede med høj
Haand nogle Uger igjennem en Komité, der skal handle.
Men det regelmæssige, stadige Arbejde er ham en Gru; han
er ikke skabt til Skriverier, til at mase med Dynger af Papirer,
til hele det administrative Slid. Han er ingen Politi- eller
Kontormand som Robespierre og Billaud, ingen omhyggelig
Gjennemlæser af daglige Indberetninger, ingen Optegner af
Dødslister, ingen Docent af dekorative Almensætninger, ingen
kold Løgner, ingen flittig og troende Inkvisitor; han er det
ikke, kan ikke blive det; først og fremmest, han er ingen
methodisk Bøddel. Pia den ene Side ligger Theoriens graa
Flor ikke foran hans Øjne, han ser paa Menneskene, ikke
gjennem Roussaaus »Contrat social *, som paa en Sum af
arithmetiske Enere, nej, han ser paa dem, som de virkelig er:
levende, lidende, blødende, især ser han dem, han kjender,
hver med sit Fysiognomi, hver med sine Gestus. Og ved et
saadant Syn kommer ens Hjærte i Bevægelse, hvis man ellers
har et Hjærte, og det har Danton. Han har en bred og
livlig Ømfindtlighed, han er et Menneske med meget Kjød og
meget Blod. i ham leve alle Urdrifterne, de gode lige op ad
de slette, de, som Kulturen hverken har udtørret eller
forbenet. Derfor har han kunnet ordne og taale
Septembermyrderierne, men har ikke gidet udføre egenhændig det
systematiske og ubegrænsede Myrderi. Allerede i September
har han bedækket sin Medlidenhed under sine Brøl ., men
dog unddraget eller befriet flere Berømtheder for at blive
mvrdede. Da Øxen nærmer sig Girondinerne, er han »syg
af Sorg og Fortvivlelse. — -Jeg kan jo dog ikke redde dem«.,
raabte han -og store Taarer randt ned ad hans Kinder.c
Paa den anden Sidt■ har han ikke Udygtighedens og
Uforudseenhedens tvkke Bind for Øjnene. Han har skjønnet Systemets
indre Kræftskade, Revolutionens uundgaaelige og nær forestaaende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
