Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 14. 4. Januar 1885 - Taine, H. Jacobinernes Førere, ved S. Schandorph: III. Robespierre - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 14.
Kunstprodukt som den højtidelige Farce, der udfolder sig
omkring den. Overensstemmende med Maleren Davids Program,
gjør den Masse Figuranter, som defilerer forbi et allegorisk
Bjærg, de foreskrevne Bevægelser, udstøder de befalede Skrig
under Henriots og hans Gendarmers Øjne, og føler paa det
foreskrevne Klokkeslet de foreskrevne Sindsbevægelser.
Klokken fem om Morgenen -kysse Venner, Brødre,
Ægtefæller, Forældre, Bom hverandre . . . Med Øjne vædede af
Glædestaarer føler Oldingen sin Sjæl forynges. ; Klokken to
bliver paa det hellige Bjærgs Græstørvsestrade : alle dybt rørte;
her trykke Mødre Bomene til det diegivende Bryst; hist gribe
de de yngste af deres mandlige Afkom og byde dem frem som
Hyldest til Naturens Ophav; samtidig, i samme Øjeblik, paa
en Gang, løfte Sonnerne, brændende af krigerisk Glød,
deres Sværd og lægge dem i deres alderstegne Fædres
Hænder o. s. v., o. s. v., o. s. v.t Hvad er skjønnere for
Robespierre, denne Parademoralist, end denne Idvl, anført af
en Taktstok foran moralske Symboler og Guddomme af malet
Pap — han, som aldrig har kunnet skiælne Sandhed fra Logn,
og hvis overfladiske Følsomhed er laant fra følsomme
Skribenter. I Repræsentantens Gaiadragt, i Nankins
Knæbenklæder, i kornblomstfarvet Kjole, Hat med Fjerbusk, med en
Bouket Ax og Blomster i Haanden, gaar han først, i Spidsen
for Konventet, og oppe paa Estraden holder han Gudstjeneste:
Han stikker Ild paa Sløret af det Afgudsbillede, som forestiller
Atheismen, og i dens Sted lader han paa én Gang ved en
sindrig Mekanisme Visdommens ophøjede Statue komme frem.
Saa taler han og taler igjen, formaner, prædiker, løfter sin
Sjæl til det højeste Væsen — og med hvilke oratoriske
Sammenføjninger! Med hvilken akademisk Udkrammen af
sindrig sammensyede Smaasætninger til Forberedelse for bedre
at udslynge Tiraden! Hvilken snild Ligevægt mellem Adjektiv
og Substantiv! Af disse Perioder, som ere flettede sammen
som til en Prisbelønnings Uddeling eller en Ligtale, af alle
disse visne Blomster staar en Duft af et Sakristi eller en
Skolestue; han aander den med Velbehag, han beruser sig
deri. Og i dette Øjeblik tror han uden Tvivl paa sig selv..
Men se lidt under Masken . . eller rettere vent lidt! Bag
ham har der vist sig Utaalmodighed og Antipathi. Lecointre
har trodset ham aabenbart; Mumlen, Skjældsord, ja, hvad værre
er, Spottegloser ere naaede til hans Øren. Paa en saadan
Dag, paa et saadant Sted! Imod Sandhedens Ypperstepræst,
mod Dydens Apostel’ — Lad koste, hvad det koste vil, de
vantro skal omkomme, og det strax! 1 sin forsigtige og dog
klodsede Iver forlangte han dog for meget, da han lik
Konventet til at gaa ind paa Prairialloven, som stillede alles Liv
til hans Raadighed. Han maa gjøre et Tilbageskridt og
undtage Repræsentanternes Liv. Men han venter, han har
Mordermaskinen i sin Haand, han kommanderer den mere og
mere ugenert. At odelægge sine Modstandere ved de Mord,
der begaas, som man faar dem til at begaa, og som man
tillægger dem, med samme Penselstrøg at male sig hvid og dem
sorte, del er en Vellyst. Hv:s, i enkelte Øjeblikke, den
naturlige Samvittighed forsoger paa at knurre ganske sagte,
saa kommer den erhværvede og ovenpaa lagte Samvittighed
strax og befaler den at tie og for at dække det private Had
under Paaskud af politisk Nødvendighed . . . naar all
kommer til alt, var de guillotinerede Mennesker jo Aristokrater,
og Folk, der skulle guillotineres, ere umoralske Mennesker;
saaledes er Midlet godt, og Maalet endnu bedre, saavel ved al
bruge hint, som ved at forfølge dette, udover man en hellig
Præstetjeneste.
Tusend Sjæle.
Koman af Alexis Pisemski. (Fortw).
Nej!«
Ja, gaa saa og gjør, hvad du skal.
Det skal jeg nok; men det er for sent nu, det maa være
i Morgen tidlig.«
Denne Gang udførte Gavrilytsch det Hverv, han havde
faaet, med ualmindelig Punktlighed og gik før Daggry omkring
lil Lærerne, der forsamlede sig hos Peier Mikailovitsch henad
Kl. 7. De havde alle, mere eller mindre, en vis Følelse af
Frvgt og Usikkerhed. Staben var ikke fuldtallig; men der
var: Læreren i Historie, Exarkatoff, som vi allerede kjender;
Læreren i Mathematik Lebedieff, en Mand, der var elleve
Tommer over Jævnmaal, næsten altid ukæmmet, sjælden
barberet, og som altid talte med den dybeste Bas. Til hans vilde
\ dre svarede hans uovervindelige Lidenskab for Jagten. Han
var den förste Skytte i hele Gouvernementet og havde Ry
som Bjørnejæger, af hvilke Dyr han efterhaanden havde
nedlagt mere end tredive med egen Haand. Til Kaptejnen
stod Lebedieff paa Jagtens Vegne i et meget venskabeligt
Forhold. Den tredje Lærer var Docenten i Rhetorik Rumian/.off.
Han var i Modsætning til Lebedieff en lille, noget mager ung
Mand af frygtsom og derfor til Sledskeri tilbøjelig Karaktér;
tillige meget snakkesalig og med stærk Tilbøjelighed til
Lapseri; han havde altid en drejet Haartjavs i Panden og
S:dekroller. Han var ogsaa ved denne Lejlighed mødt i en
efter hans Mening meget moderne Overfrakke og med en
broget Halsklud, der var bundet i en uhyre stor Sløjfe; men
han skyndte sig efter Peter Mikailovitschs Raad hjem og tog
en anstændig Uniform paa.
Nu er vi i Gaia. Hvad behager? Jeg skulde mene,
vi kan lade os se! - sagde han, idet han betragtede sig selv
og de andre. Det er kun kjedeligt, at De, Vladimir
Anti-pytsch, ikke har ladet Deres Haar klippe lidt. Det staar saa
ækelt i Vejret,’ sagde han til Mathematiklæreren.
Ja, Fanden véd, hvad der stikker det fordømte Haar;
det voxer saa utrolig hurtigt; jeg kan ikke forstaa det. Jeg
har jo rigtig nok ligget og luret paa Høns i Nat og er derfor
ikke kommet til at frisere mig.- svarede Lebedieff og strøg
sig i Haaret.
Ja, ja, saadan er det godt,« sagde Peter Mikailovitsch
opmuntrende og vendte sig derpaa til Rumianzoff.
Naa, og du, kjære Ivan Petrovistch, hvad mener du?
Ingen Ting! Mama sagde blot: Du, sagde hun, Vani-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
