Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 15. 11. Januar 1885 - Giuseppe Ribera med Tilnavnet Spagnoletto. En Levnetsskildring. Efter Robert Dohmes Kunst und Künstler ved E. H. - Zola, Émile. En Rundrejse, ved I. S.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95 I
HJEMME OG UDE.
. Nr. 16.
Og Mistilliden til disse Fortællinger paatrænger
sig ogsaa, naar man horer hvilken Misgjerning, der
tillægges Ribera mod Massimo Stanzioni’). Denne
Kunstner, der, udgaaet fra den naturalistiske Skole,
søgte at hæve denne til en ideal Forklaring, havde
til den hellige Brunos Kapel i St. Martino i Xeapel
malet »Christi Lig begrædt . Munkene, der satte
stor Pris paa Billedet, vilde en Gang rense det. Da
skal Ribera atter ledet af Misundelse have givet dem
det ondskabsfulde Raad at benytte et ætsende
Pudse-vand. Klosterbrødrene gik i Fælden og overlod ham
Maleriet til Restavration, hvorpaa han skal have
fordærvet det helt. Nu er ganske vist Billedet, der
endnu hænger paa sin Plads, meget angrebet, men
det synes langt sandsynligere, at Munkenes eget
Klodscri, eller i hvert Fald kun et lost og
misforstaaet Raad af Ribera har foraarsaget Skaden. Thi
hvorfor skulde ikke Munkene have henvendt sig til
Stanzioni, naar denne baade var i Live og
nærværende? Saa stor end den ikke uberettigede Ros
er, som Kugler yder Stanzioni i disse Ord: 1
Malerierne i St. Martino viser der sig en storartet Skjønhed
og Ro, en ædel Simpelhed og Klarhed i Linierne,
forbundet med en Fane saa skjøn som den ellers
sjældent findes i de Tider, — har Ribera dog ogsaa
over for ham i Hovedsagen ingen Grund til en
Misundelse, der kunde begaa slige Nederdrægtigheder.
Kort sagt, vi maa tænke os hans Karakter
«ærgjerrig og lidenskabelig, men ikke lav. I hvert
Fald er det absolut utilladeligt, saaledes som det
oftere er sket, at slutte sig til Kunstnerens Karakter
af de af ham behandlede Æmner og erklære den
for grusom, blodtørstig og ryggeslos. Han har ganske
vist malet de forskjelligste Martyrier med ubarmhjærtig
Sandhed, men det lader sig dog ingenlunde deraf
slutte, at han har været en personlig Ven af slige
Slagterier. Og til en saadan have hans Bagvaskere
gjort ham. I hin kirkeligt saa ophidsede Tid, hvor
det spanske Hierarkis morke og jesuitiske Aand
ogsaa havde Overhaand i Italien, forlangte ikke blot
Gejstligheden den Art Midler til at virke paa
Gemytterne, men Mængden opfattede dem ogsaa med
Begejstring eller i det mindste med Andagt. Ribera
var saaledes kun sin Tidsaands bestaltede Tolk.
Og i Sammenhæng med denne skjæve
Bedømmelse af hans Personlighed har vel ogsaa Legenden
om hans Livs sorgelige Endeligt udviklet sig. Det
blev tydet som en Straf for hans talrige Misgjærninger,
som maatte Skæbnen nødvendigvis tilsidst revse en
Mand som ham. Disse Beretninger skildre først hans
Lykke, hans Gunst hos de fornemme med de derfra
tilflydende Bestillinger og Rigdomme; endvidere hans
smukke og fortræffelige Hustru og hans tvende endnu
smukkere Døttre, — og deqiaa følger Reversen. Paa
Grund af Masaniellos Opstand kom Don Juan
d’Austria til Neapel, og Ribera lagde an paa at vinde
hans Gunst. Det varede ikke længe før Prindsen fik
Indpas i Malerens Familie, og det paa en saa intim
Maade, at han en skjon Dag var forsvunden tilligemed
Maria Rosa, den ene af Riberas Døttre. Sagnet
fortsætter med at fortælle, at denne Krænkelse af
Familieæren ramte Riberas stolte Faderhjærte saaledes,
at han, formorket af Tungsind, frasagde sig Udøvelsen
af sin Kunst, trak sig tilbage fra Neapel til et afsides
Sted, tilsidst forsvandt og sandsynligvis med egen
Vilje druknede i Havet.
Det lyder jo sørgeligt og romantisk nok. Men
simple og uimodsigelige Kjendsgjærninger tale
derimod, idet nemlig et af hans smukkeste og glædeligste
Billeder, Hyrdernes Tilbedelse (i Louvre) er dateret
fra 1650, og desuden kjender man to fra 1651 daterede
Billeder af ham, medens hin Skæbnetragedie skal
være spillet i Aaret 1647 eller senest 48.
(Sluttes).
En Rundrejse.
Af’ Émile Zola. Ved I. S.
Lucien Bérard og Hortense Lariviere har været gift i otte
I)age. Enkefru Lariviere, Horlenses Moder, har i tredive Aar
haft en Legetøjsforretning i Chaussée-d’Antin Gade. Hun er
en vindtør, spids Kone med en despotisk Karakter, som ikke
har kunnet bringe over sit Hjerte at ,-ifslaa Luciens Frieri —
Lucien er eneste Søn af Isenkræmmeren i Kvarteret — men
som er fast bestemt paa at have et vaagent Øje med i de
unges Hus. I /Egteskabskontrakten har hun afstaaet
Legetøjs-butiken til Hortense, men dog forbeholdt sig selv et Værelse
i Lejligheden, og i Virkeligheden er det hende, der bliver ved
nt styre det hele under Paaskud af at sætte Børnene ind i
Tingene.
Det er i Avgust Maaned, Varmen er uhyre, Forretningen
’) t’. i Neapel 15S5, † sammest. 1656, kaldet »den neapolitanske
Guiäct.
gaar meget daarligt, og Mme. Lariviere er endnu mere sur
end ellers. Hun taaler ikke, at Lucien er et eneste Øjeblik
sammen med Hortense. Overraskede hun dem ikke en
Morgen i Færd med at omfavne hinanden i Butiken! og det
otte Dage efter Brylluppet! Er det passende, og skal det give
Forretningen et godt Ry paa sig! Aldrig nogen Sinde tillod
hun sin Mand blot saa meget som at rore med en Finger ved
sig i Butiken — noget som imidlertid ogsaa sjældent faldt
ham ind - og saadan havde de grundet deres Forretning.
Lucien drister sig endnu ikke til at gjøre Oprør, men
kysser hemmelig paa Fingeren til sin Kone, naar
Svigermoderen vender Ryggen til. Ikke destomindre tillader han
sig en Dag at erindre om, at Familien før Brylluppet lovede
al betale en Bryllupsrejse for dem. Mme. Lariviere kniber
sine Læber sammen.
»Naa ja!- siger hun, I kan tage ud i Vincennes Skoven
en Eftermiddag.
De nygifte se forbløffede paa hinanden. Hortense begynder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
