Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 19. 8. Februar 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman - Saglio, Edv. Antike Dukker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME OG UDE.
246
hun havde forsøgt hver Dag at aflægge ham et Besøg for at
lade sig traktere af ham; men til hendes Forbavselse havde
Kalinovitsch ikke blot undladt at byde hende noget, nej, han
havde ikke en Gang bedt hende om at sætte sig, men køligt
spurgt hende om, hvad hun ønskede.
Gode Himmel, sagde hun, man kjender virkelig ikke
et Menneske, naar man ikke har spist et Pud Salt sammen
med ham. Jeg syntes saa godt om min Lejer i Begyndelsen,
og nu viser det sig, at han er en Ærkegnier. Ikke en Bid,
evige Gud, ikke en Bid spiser han hjemme, han hjøber ikke
saa meget som et Rundstykke til sin Te. Men han fylder
sin Mave med det bare Vand, og naar han sidder hjemme,
gaar han i Seng saa sulten som en Hund. Han spiser hos
Godnievs, og man véd jo nok, hvorfor de fodrer ham.
Pigebarnet. siger de, kunde gjærne klatre op ad Væggen, saa ivrig
er hun efter at faa ham til Mand. Naa, gid Vor-Herre vil
opfylde hendes Ønske, det maatte jo være et løjerligt
Fruentimmer, der ikke ønskede saadant Noget! Og i den hellige
Skrift staar der jo: Vorder frugtbare og formerer jer og
opfylder Jorden.
Alle disse Rygter krænkede den endnu bestandig
forelskede Mediokritskis Hjærte dybt. Hele tre Gange fire og
tyve Timer sad den unge Kancellichef i Værtshuset og drak
af Sorg sammen med sin Ven, Kancellisten Zvedskin, der var
saadan noget som hans Favorit. Han var indviet i alle
Mediokritskis ømme Hemmeligheder, og naar denne havde Penge
paa Lommen, saa sad han og røg og drak paa hans
Bekostning i Værtshusene. Denne Gang var Samtalen mellem de
to Venner aabenbart meget fortrolig. Mediokritski havde en
Gitar i Haanden. Han klimprede i Tanker paa den og blev
efterhaanden mere og mere mørk og begyndte allerede nu at
blive tungsindig.
Sascha, min Ven, spil lidt og kvæg min Sjæl! sagde
Zvedskin, der ogsaa havde drukket svært.
I Stedet for at svare, greb Mediokritski i Strængene og
sang en Sang. som han selv havde fabrikeret:
kjender du en Pigelil,
som daarer med sit Ojes Ild ?
Ak, hvor ? hvor ? hvor ?
I Byens fine Dei.
Hvor er den hulde Pigelil r
Hvem skjænked hun sit Hjærtelil?
Ak, hvor? hvor r hvor?
I Byens line Del.
En Knos han bejler haabefuld,
men ejer Aner ej og Guld.
Ak, hvor? hvor? hvor?
I Byens fine Del.
Resten kan du alene fatte, sagde han, idet han strøg
Haaret endnu mere i Vejret og forlangte to Glas 01.
Hør, Sascha, jeg holder af dig og véd og forstaar alt.:
sagde Zvedskin.
Vent dog, vent!« afbrød Mediokritski ham, idet han
slog sig for Brystet. Medens hun — jeg taler Sandhed, —
hun har ogsaa haft et lille Forhold med mig . .
»Det véd jeg,« sagde Zvedskin.
Vent lidt!« sagde Mediokritski og hævede sin Haand,
mit Hoved er fortvivlet, jeg har lidt saa meget, vent lidt, jeg
skal blamere hende! Jeg skal blamere hende offentligt! Og
saa gav han sig til at hviske noget til sin Ven.
Det er udmærket, Sascha Hør! Du kjender mig. Gjør
det. Broder! Naar jeg siger dig det, saa — basta! sagde
Zvedskin.
Basta, gjentog Mediokritske med en Stemme, der
allerede var ganske usikker.
(Fornane).
Antike Dukker.
Af £’<A>. Mfth’.
Oprindelsen til Legetojet ligger saa langt tilbage i Tiden,
at det næppe lader sig paavise, hvilket Folk Opfindelsen
skyldes. Man har i ægyptiske Grave fundet Dukker af Træ,
Elfenben og Tøj, og man kan i Louvres ægyptiske Musæum
se Leddedukker, forestillende Mænd, der ælte Brød eller
beskæftige sig med anden Haandgjærning.
Allerede meget tidlig have Grækerne, der vare saa hurtige
til at gribe alle Former og efterligne alle Bevægelser,
forfærdiget Smaatigurer, der i Skikkelse lignede de Mennesker,
Dyr og Gjenstande, hvoraf de daglig vare omgivne og betjente
sig. Som omtalt vare disse Ting gjorte enten af Træ,
Elfenben eller Tøj, men ogsaa Ler, ja selv Vox tjente som Materiale.
Digteren Callimachus c. 250 f. Kr.) sammenligner en ulykkelig
hungrende med en Voxdukke, der smelter i Solen.
Vox-dukkerne ere selvfølgelig gaaede til Grunde, men vi eje endnu
en Mængde af mere holdbart Materiale, fundne i de græske
Byer og Kolonier: i A’.hen, Korinth, Pontus, paa Sicilien etc.
Ogsaa i italienske Barnegrave har man blandt andet
Legetøj fundet Marionnettedukker. I Corneto, Fortidens
Tarquinii, har man i sex udgravede Sarkofager fundet flere
Dukker af brændt Ler. Nationalbibliotheket i Paris ejer i sit
Antikkabinet flere Exemplarer i Elfenben. Mange af
saadanne ere i høj Grad komplicerede, og Apulfjus (c. 140)
fortæller om Dukker, der ligesom moderne Sprællemænd ved
Hjælp af en Snor baade kunde nikke med Hovedet, rulle med
Øjnene og opføre sig som levende Væsener. Og man finder
hos de gamle Forfattere mér end én filosofisk Hentydning til
disse Smaatigurer, der synes levende og ved en Traad modtager
det tilsyneladende Liv. Plata sammenligner saaledes Menneskene
med besjælede Maskiner, udgaaede fra Gudernes Hænder, og
Lidenskaberne med Traade, som bevæge dem til modstridende
Handlinger. Horats lader en Slave sige til sin Herre: Er
ikke I, som hersker over mig, selv Slave af mange andre, der
bringe Eder til at gaa, ligesom man ved en Traad sætter en
Træmarionnette i Gang?« Drmosthrnrs bebrejder det
atheniensiske Folk, at det skaber Feltherrer og Øvrighedspersoner
med den samme Lethed, hvormed Fabrikanterne låve deres
Legetøjsdukker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
