Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 20. 15. Februar 1885 - Urbanus. Fra Byen. Hjærtensfryd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME
OG UDE.
250
otte Graders Snapse, der allerede er sat under Vesten,
antager Munterheden en mere oplosende Karakter.
Madammerne loser Kappebaandene og trækker
ugenert Manchetterne af de faste Arme. Og da de
endnu er blomstrende Skikkelser, og da Mændene,
trods deres Alder, endnu ikke er fremmede for
erotiske Følelser, udbreder der sig snart en Stemning
af Ømhed og Galanteri, — indtil Punschen, gjærne
henad Klokken to, fuldstændig har taget Magten, og
Mændene begynder at fortælle Fruentimmerhistorier.
Da flytter Konerne krænket ind i den forreste Stue,
hvor Kaffen serveres med Kandissukker og
Kirscbær-ratafia.
Endelig henad Morgenstunden sejler de hjemad,
hver til sit, i en Lyksalighedstilstand, fra hvilken der
endnu Dagen efter hviler et Skjær over dem, som
fra en ncdgaaet Sol.–
Af alle disse aarlige Fester er der dog ingen,
der imødeses med en saadan Spænding og fejres
med en saadan Fryd som S kip per Mort ense ns Dag.
Denne indtræffer hen paa Efteraaret, naar
Olufsen, med Messingbrillerne paa Næsen, ved den daglige
Gjennemlæsning af Telegrafen faar konstateret, at
Skipper Mortensen fra Flensborg med Sluppen
»Flyvefisken har passeret Toldbodbommen og lagt
ind ved Børsen.
Det første, der i den Anledning bliver foretaget,
er, at Chatolskabets hemmelige Skuffe aabnes af
Madammen og Sparekassebogen efterses, hvorpaa
Olufsen, der ikke gjærne bliver betroet Omgang med
Penge, sendes til Byen for at opsøge Didriksen.
Didriksen er en anden gammel Ven af Huset,
der er Droskekusk og boer i St. Brøndstræde, og
som — i Følge en snart halvhundredaarig Skik —
til denne Fest beredvillig stiller sig selv og sit
Kjore-tøj til de gamle Venners Disposition.
Dette er dog saaledes at forstaa, at den
nulevende Didriksen, unge Didriksen , ikke er den
virkelige, men en Son af den gamle Didriksen, som
Hojbaadsmanden en Gang i dennes Orlogstid frelste
for Kat , og som af Taknemmelighed derfor aarlig
viste dem denne lille Venlighed.
Men den unge Didriksen har som en god Søn
gjort sig en Ære af at overtage den afdødes
Forpligtelser, — og desuden véd han, hvad der ved
denne Lejlighed ventes.
Til den fastsatte Tid — gjærne Klokken 11
Formiddag — stiller han da ogsaa præcis i 1
Ijærtens-frydgade, med et Kjoretøj saa blankt og pudset som
til et Grossererbryllup i Helliggejst.
Oppe hos Olufsens, der beboer Salslejligheden,
har der imidlertid siden den tidlige Morgen hersket
den forskrækkeligste Travlhed. Snart har
Hojbaads-mandens hvide Hoved, snart Madammens Sirtses
Natkappe strakt sig ud af Vinduet og med Spænding
set ned ad Gaden. Og den første farer endnu i
ynkelig Ubehjælpsomhed rundt i Underbuxer og
uknappet Manchetskjorte, da Didriksens Pisk høres
om Hjørnet.
Endelig kommer de ned — Madammen i
»Wienershavvl og med Vindruklaser paa Hattekysen,
Olufsen med Tjenestemedaille og Dannebrogsordenens
Sølvkors paa Frakkeopslaget samt et Uhyre af et
sort — en Smule rustanløbet — Skorstensrør paa
Hovedet.
Under højtidelig Stilhed blandt Børnene, der har
samlet sig om Vognen, stiger de til Sæde. Og efter
at Madammen hemmeligt har set sig omkring, som
for at forvisse sig om, at ogsaa alle Gadens Øjne
virkelig er i Vinduerne, ruller de ud af ^Boxerne«
og ind i St. Kongensgades Menneskemylr.
Det er et virkelig stolt Syn. Især er Olufsen
Gjenstand for alles Blikke. Stiv og alvorlig, med
den i Manchetskjorten nu helt indknebne Hals, som
han ikke tør bevæge af Frygt for at sprænge
Knappen, og Hænderne urokkeligt hvilende over
Paraplyskaftets Hornhaandtag, faar hans høje,
indskrumpede og lidt krogede Skikkelse, fremhævet af
de skinnende Dekorationer og Hatten over det hvide
Hoved, ligesom et Skjær af fornem Ærværdighed,
der vækker Forestillinger om noget som en gammel
Admiral fra Aarhundredets Begyndelse. Paa begge
Fortovene standser ogsaa Folk, alt som de kommer
frem, og ser efter dem med en Blanding af Ærefrygt
og Forundring, hvilken sidste forstærkes derved, at
unge Didriksen, stolt over sit Selskab, hvert Øjeblik
vender sig om imod dem i fortrolig Samtale.
Vejen gaar forst til Sparekassen, hvor Madammen
— sit Princip tro — selv gaar ind og hæver af
Bogen. Dernæst gjøres en Afstikker om ad
Gammeltorv og Vandkunsten, blandt hvis Loppekællinger
Madammen nemlig fra gammel Tid har en uforsonlig
Fjende, hvorpaa man endelig drejer tilbage og stiler
hen imod Børsen.
Her staar Skipper Mortensen paa Flyvefiskens
Dæk og gjenkjender Optoget, strax han ser det
nærme sig.
Han er en lille Tyksak paa en sexti Aar, der
netop forstaar saa meget Sømandsskab, som er
nødvendigt, for hver Mikkelsdag at fore en Slup med
Fede- og Flæskevarer fra Flensborg til Børsen. Ikke
des mindre kunde tnan gjærne antage ham for en
ægte uforfalsket Ostindiefarer, naar han staar paa sit
Dæk med en Skraa i hver Kjæve og Armene sænket
ned i de dybe Klaplommer indtil op over Albuerne.
Han har alle Attributerne: en stor
Lammeskinds-kabuds ned over Ørenringene, et blaat Anker paa
Bagen af hver Haand — samt denne Mine, der som
et fintmærkende Thermometer synes at snuse mod
den mindste Vejrforandring og ane den længe før
dens Komme.
Dertil spytter han rigelig saa langt som en
almindelig Haandsprøjte, og bander værre end en
Kavalleriofficer.
Overfor Olufsen har han imidlertid bestandig
bevaret Koffardifarerens dybe Respekt og Højagtelse
for Orlogsmanden. Og da han tillige er af en
beleven Natur, der titulerer Madam Olufsen Frue ,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
