Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 20. 15. Februar 1885 - Urbanus. Fra Byen. Hjærtensfryd - Steenbuch, Axel. Gudedrikken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME OG UDE.
252
Lægge for Skipperens ærbare Blik. Hojbaadsmanden
trykker ham paany højtidelig i Haanden og sætter
sig med Anstand ved sin Ægtehalvdels Side.
Saa kjører de ind igjennem Byen.
Ligesom før stanser ogsaa Folk nu paa
Fortovene, alt som de kommer frem, og ser efter dem.
Men denne Gang tegner der sig ingen Uvished i de
Godtfolks Ansigter. Smilet breder sig frodigt og
ender i en hjærtelig Latter.
Thi Højbaadsmandens Skjorteknap er ganske
rigtig under Dagens Anstrængelser sprængt, og i
Stedet for den sagtmodige Paraply favner han nu en
mægtig holstensk Ost, stor som et Vognhjul. Paa
Forsædet ligger det kommende Aars Fedevarer
op-taamcde, og i Madammens Kjole hviler — kjælen
som en Skjødehund — Juleaftens festlige Spegeskinke,
smukt indbunden i Papir og med frynsede Manchetter.
Paa Hjørnet af Elefantgaden staar allerede
Kvartermand Mørup og spejder efter dem. Inde fra
Krokodillen ses Madam Fuss’ friserede Hoved ud af
Salsvinduet ved Siden af Bolteslagerens halvtafragede
Sæbefjæs.
Og Madam Olufsen vinker ivrig til dem med sin
Skjødehund, og Kvartermand Mørup svinger med sin
Stok — for nu begynder Festen dog forst rigtig.
Gudedrikken.
Af Axel Steenbuch.
I Provinsbyen, hvor den unge Grosserer og hans
I "rue bode, hed de Byens rigeste Folk, og hun hed
Byens flotteste Dante.
Der hvilede over deres grundmurede Hus med
Kontoret i Stueetagen og Lejligheden paa første Sal,
over deres Middagsselskaber, deres Køreture i egen
Landauer, kort sagt alt, hvad der vedrørte dem, i
Borgernes Øjne hele den Glans, som i en lille By
følger med heldige Forretninger en gros i Korn og
Tømmer. Men hertil kont for hendes personlige
Vedkommende Glansen ved at være noget, som
bragte Bud fra en Hovedstad, og noget smukt
tillige, noget, som ikke blot var klædt i Silke, men
ogsaa kunde tage sig ud i Silke.
Der var mange mandlige Øjne ude med
Længsel efter den lille Figur, det svære, lyse Haar og de
bløde Øjne under de tykke, lyse"Øjenbryn, ude i
Misundelse efter den slanke, unge Grosserer med de
dansende Trin, det gode Humor og de lyse
Benklæder.
Og det tog ikke af, fordi der kom Smaa i
Huset, først en og saa cn til; og det hjalp lige saa
lidt, at hun og Manden syntes at blive ved med at
se paa hinanden som to Nygifte, hvis
Hvedebrødsdage aldrig vilde faa Ende.
Det var en Vinteraften. Ilun sad alene i et
lille hyggeligt Værelse, sad i en lille, magelig Stol,
med Fødderne ntod et blodt Gulvtæppe, Lampens
milde, dæmpede Skær ned over sig, og en hyggelig,
varm Luft om sig. Hun var alene, ventede paa sin
Mand, sont hun vidste, havde travlt nede paa
Kontoret.
Der lød ikke mere Larm op fra Gaden, end der
plejer at lyde l’ra en Provinsbys Gade ved Tctid,
af og til nogle dæmpede Trin; et Kvarters Tid efter
et Par klaprende Træsko. Hele Aftenen var der
kun kjørt en eneste Vogn forbi, men det havde da
ogsaa lydt i Stilheden sont en øredøvende Spektakel.
At Husjomfruen og Pigen kunde høres at være i
Færd med at dække Aftensbordet inde i Spisestuen,
gjorde ingen Forstyrrelse, men bidrog snarere til at
gøre det hele endnu mere hyggeligt.
Børnene hørte man ikke noget til. De havde
deres Lejlighed for sig, lidt langt borte fra de andre
Værelser, og vare betroede til en Pige. Grossereren
syntes, at Børn bragte Uhygge, saa længe de vare
ganske smaa.
Og hun sad og lyttede og lyttede. Og saa
kom han.
Hun truede skjælmsk med Fingeren. mens hun
gik hen imod ham. Skammer du dig ikke?
saadan som jeg har længtes efter dig!
Han drog hende ind til sig. Forretninger, du!>
<Aah ja! Du Stakkel, som har maattet arbejde
saa længe paa Kontoret » Hun klappede ham
paa Kinderne med sine smaa Hænder, stod paa
Tæerne og kyssede hant. > Er du træt r c
Ja—al jeg er ikke saa lidt træt -.
»Gik Kontoristerne ogsaa först nu?-
Nej, de gik som sædvanlig Klokken fem . Der
var noget i hans Tone, som kunde tyde paa, at han
ikke syntes 0111 at blive spurgt ud; men hun mærkede
det ikke.
»Saa har du siddet ganske alene dernede?«
spurgte hun.
Han nikkede.
»Hvorfor kunde jeg saa ikke sidde nede hos
Dig?«
»Du? det gav et lille Sæt i hant. men strax
efter begyndte han at le. <Saa var der ganske
sikkert ikke bleven noget af Arbejdet .
»Tror du ikke, jeg kunde have siddet stille?»
Jo—o! men — der var saamænd intet blevet
gjort alligevel«:.
Hun vilde se ham ind i Øjnene inen kunde
ikke komme til. Han vilde ikke holde sig rolig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
