Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Nr. 20. 15. Februar 1885
- Sivle, P. Achab og Naboth
- Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME OG UDE.
254
Og Skriften maler os klart og tydelig,
hvor saare Kong Achab tog Svaret fortrydelig,
— vendte, i Harmens og Skuffelsens Nød,
sit Ansigt mod Væggen, og aad ikke Brød .
* *
*
Men Jesabel trøstede: Rejs dig blot,
æd og vær glad, du Israels Drot!
Thi se, jeg skaffer Midler til Veje,
at bringe dig Naboths Vingaard i Eje.
Og Achab var det, den Baals-Tilbeder,
og Jesabel var det, den Hedninge-Kvinde,
de tvende de lejed og kjøbte sig Eder
paa Bud og Befaling at sværges i Blinde,
og raabte saa Naboih for Folket ud
som den, der spottede — Israels Gud.
Ja, se kun, hvor Achab med samt hans kjære
Jesabel værner om Jehovas Ære!
— Ja, se kun! saa snart deres Magtbegjærs Gavn
kan fremmes ved Brug af hans hellige Navn!
Og Anklagen rejstes, og Ederne kom
— af den Slags Drabanter, véd vi jo nok,
har altid Tyrannen sin villige Flok —,
og endelig fulgte den fældende Dom.
Saa maatte Naboth med Livet bøde
for, hvad man falskelig svor ham imod;
han førtes ud, og blev stenet til Døde.
Og Hundene — staar der — slikked hans Blod.
* s
Men, som det monne Kong Achab behage
i Eje den Naboths Vingaard at tage,
soin alt han stod paa den ranede Grund,
og visselig nød sin sejrrige Brøde,
Elias, det Ildvidne, kont ham i Møde
og talede med sin Sandsiger-Mund:
Saa siger Herren, den retvise Dommer:
Ve dig, Achab! Gjengjældelsen kommer!
Din Slægt skal ødes, — de voxne, de spæde!
Dit eget Blod skal Hundene drikke
dér, hvor du gav dem Naboths at slikke,
og Jesabels Lig dem gives at æde!
$ $
Og Skriften siger, at Ord til andet
Profetens Gjengjældelses-Spaadom blev sandet.
Tusend Sjæle.
Roman af Alexis Pisemski. (Foruat
Syvende Kapitel.
Kort Tid efter tik Kalinovitsch Meddelelse fra Posthuset
om, at der var kommet et rekommanderet Brev og en Pakke,
som var adresseret til ham. Medens han ellers var rolig og
jævn i alle Henseender, kom han denne Gang i stærkt
Sinds-opror; han gik hurtigt hen paa Posthuset og begyndte at ringe
paa Klokken af al Magt. Postmesteren aabnede efter
Sædvane selv Døren, og da han saä den unge Inspektør, sagde
han meget roligt med sin melankolske S:emme:
»Hvad ønsker De?
Kalinovitsch bad om at faa sit Brev.
Det kan De ikke, min Herre, det er Postdag i Dag,;
svarede Postmesteren roligt og gik ind i Salen, hvorhen
Kalinovitsch, der næsten tiltvang sig Adgang, fulgte ham.
Jeg kan ikke, Herre, jeg kan ikke,« gjentog Postmesteren.
— De har jo ogsaa selv vægret Dem ved at give mig Bøger,
fordi De endnu ikke havde overtaget Bibliotheket. Jeg kan
heller ikke. Loven forpligter mig ikke til at udlevere noget
i Dag.
Kalinovitsch undskyldte sig og forsikrede, at han strax
skulde gaa hen paa Skolen og sende ham lige saa mange
Bøger, han vilde have.
Naar man lider Nød, har Almissen Værdi, Herre,« sagde
Postmesteren. De har nægtet mig syge Menneske, der led
paa Legem og Sjæl, min eneste Rekreation.«
Kalinovitsch vedblev med sine Undskyldninger og bad i
en ydmyg Tone, som ellers laa meget fjærnt fra ham, saa at
den gamle saä stift paa ham og ligesom søgte at ransage hans
Tanker.
»Hvorfor interesserer det Brev Dem saa meget? sagde
han derpaa. De faar det jo i Morgen. Hvad skal den
Utaalmodighed til?
Brevet er fra min Moder,« svarede Kalinovitsch; hun
er syg, og hun underretter mig maaske om, at hendes Død
er nær for Haanden.«
De sidste Ord blødgjorde Postmesteren.
»Hvis det er Tilfældet, saa . . . i vor Tid, da Sønnen
rejser sig mod Faderen, Broder mod Broder, Datteren mod
Moderen, kan man kalde Deres Kjærlighed som Søn en
himmelsk Gnist. Jeg kan ikke afslaa Dem det, Herre! Vær saa
god!« sagde han og viste Kalinovitsch ind i sit Kontor.
»Sikken en smuk Haandskrift Deres Moder har,
bemærkede han, idet han opmærksomt betragtede Konvoluten og
Pakken.
»Det er en Slægtning af mig, der har skrevet Adressen,
sagde Kalinovitsch, idet han hurtigt tog begge Dele og
bukkede.
»Glem saa til Gjengjæld ikke Bøgerne! raabte
Postmesteren efter ham.
Kalinovitsch mumlede noget lil Svar, gik hurtigt ned ad
Trappen og begyndte at læse Brevet, mens han gik: men han
var ikke færdig med den første Side, før han krampagtigt
krøllede det sammen og puttede det i Lommen.
Da han var kommet hjem, gik han lige ind i sit Kabinet
og satte sig udmattet paa en Stol.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 16:54:09 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/mhjemogude/0264.html
