Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 21. 22. Februar 1885 - Drachmann, Holger. Den første Fejghed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME
OG UDE.
262
jeg vaskede Ørene paa den lange Tofte. Lærerens
pludselige: Fortsæt! rev mig ud af Hallucinationen.
Jeg kunde aldeles ikke fortsætte; jeg fik en meget
styg Karakter foruden min Anmærkning; og i
Frikvarteret blev jeg saa gudsjammerligt gjennemtærsket
af min Modstander, at jeg ikke erindrer nogen Sinde
tilnærmelsesvis at have iidt saa megen Overlast paa
min Person, end ikke naar »Bestyrerens« mest
korporlige Afstraffelser overgik mig.
Det var den ubetinget stærkere, der ubetinget
misbrugte den stærkeres Ret. Det var en raa
Mishandling, en brutal Vold; jeg laa halvt i Rendestenen,
halvt presset op mod Rækværket omkring Vandposten,
med min Modstanders Knæ i Hjærtekulen, hans ene
store Labbe om min Strube, medens mine Øjne vare
blindede af de Slag, som hans anden Labbe tilfojede
mig. Jeg kunde ikke skrige om Hjælp; jeg folte blot,
at jeg i det næste Øjeblik maatte kvæles, eller mit
Bryst trædes itu; jeg havde en Angst i mig, som et
smækrere Dvr, der stønner under Vægten af et
plumpt Besties Krop.
Og da Bestyreren, den ansete Skolemand, endelig
blev opmærksom paa os og fik os skilt ad, saa lød
hans Tordenstemme kun til os med en venlig
Erindring om, at der var et »Kontor , hvor vi begge to
vilde faa Prygl, hvis vi ikke holdt Fred!
Det kaldte man Pædagogik den Gang.
Jeg listede hjem, moralsk og fysisk tilintetgjort.
Heldigvis var min Fader borte heie den Eftermiddag
og Aften. Min ældste Søster var min fortrolige.
Hun fik mig til Sengs; mine tilsølede og iturevne
Klæder blev bragt til Side; jeg blev vasket; jeg fik
vaade Klude om mine Knoer og over Panden. Jeg
kunde intet spise — det sikreste Tegn paa mit
Nederlag. Om Natten vaagnede jeg med et Skrig
og en Gysen. Jeg havde drømt, at ikke én Tofte,
men en halv Snes Tofter lemlæstede mig under Spark
og Slag. Og i denne Nat kom der en usigelig,
pinlig, ugjengivelig Angst ind i min Drengesjæl, en
Rædsel for Raahed, en Frygt — ligefrem en Frygt,
som havde været mig fremmed, saa langt jeg kunde
huske tilbage, ja som vel var en fremmed Følelse for
alle os Vilde, der i hvert Fald havde de Vildes
Respekt for Tapperhedens Love.
Mit Mod var knækket; min Æresfølelse brudt.
Jeg vilde skulke den næste Dag. Med denne
Beslutning faldt jeg endelig i Søvn; men mine Lemmer
smertede mig, jeg sov uroligt.
Om Morgenen vilde jeg liste mig ud i den store
Baggaard. Paa Trappen lob jeg lige mod Fader, der
• kom fra sit Studereværelse ovenpaa.
Hvordan er det, du ser ud: Kom med ind et
Øjeblik Jeg traadte ind. Hvordan har du baaret
dig ad ? — Jeg faldt ned ad Trapperne i Gaar og
slog mit Hoved og Bryst!« — >Hm! Klokken er
mange. Skynd dig, at du ikke skal komme for sent
i Skole«.....
Da för der en Idé gjennem mit Hoved. Jeg
kunde faa Fader til at skrive mig en Seddel om
Fritagelse for at gaa ned paa Legepladsen —
begrundet i mit Fald ned ad Trapperne!
Han hørte paa mig, og han saa paa mig. Aldrig
glemmer jeg Udtrykket i det rolige Øje, for hvilket
Drengens Sjæl var som en aaben Bog; hvem véd:
maaske er det et saadant Øje, der ubevidst hviler
paa én, naar man staar overfor store, alvorlige
Af-gjørelser i Livet, hvor det gjælder om ikke at
knibe ud!
ITan sagde: »Henrik, du har ofte givet mig
Anledning til at være misfornøjet med dig; men der
er en Ting, som har glædet mig ved dig: jeg har
aldrig grebet dig i nogen Fejghed!’;
Dette sagde han; ikke mere og ikke mindre.
Jeg behøvede ikke en Gang saa mange Ord. Det
laa i Blikket. Og dette Blik gjorde, at jeg blev
blodrod, drejede mig om paa Hælen, gik ind i mit
Sovekammer, fik samlet mine Bøger, snadrede dem ind i
Remmen med en hidsig, febrilsk, bestemt Hast — og
saa den lige Vej til Skolen.
Jeg erindrer det, som det var i Gaar. Den første
Time var Geografitimen. Jeg havde at gjøre Rede
for Donaufloden lige fra dens Udspring til dens
Udløb. Jeg kunde min Donau. Og da jeg lykkelig
og vel med en Tømmerflaade var kommet ud i det
sorte Hav, og da jeg satte mig ned med mit ug,
saa vexlede Tofte og jeg et Blik. Turen var til
ham. Jeg stirrede ufravendt paa ham. Han fik
Rhinen at klare. Men han naaede ikke længer end
til Schafhausen, hvor han ynkelig blev hængende paa
Vraget af en Tømmerflaade og gik jammerligt til
Bunds i Vandfaldet, der efter hans Mening endogsaa
meget magelig kunde befares med Baade.
Ikke saa snart ringede Klokken til Frikvarter,
før han og jeg var Side om Side ned ad Trappen.
Det gik nedefter som ad et Vandfald. Vi var de
første Drenge i Gaarden. Som en Tiger sprang jeg
ind paa ham, stødte ham mine Knoer — mine
blødende, ophovnede Knoer — ind i Øjnene, kastede
ham omkuld, blev selv revet med i Faldet, bed mig
fast i ham, skreg, hylede som en Indianer, og brolede
ham tilsidst ind i Øret, at jeg vilde myrde og
massakrere ham, om jeg saa skulde blive hængt derfor ....
Vi blev skilt ad af en Lærer, og vi fik begge
to Prygl paa »Kontoret . Maaske dæmpede dette
sidste vor Tilbøjelighed til nye Styrkeprøver. Vist
er det, at Tofte og jeg aldrig sloges mere, næppe
nok saa vredt til hinanden sidenefter. Og dog var der
et Had i mig til denne Dreng .... saa meget
mere, som jeg aldrig kunde glemme, at hans
Overlegenhed i Kræfter paa et hængende Haar havde
gjort mig til det, som Drenge aldrig tilgiver hinanden
indbyrdes, og som en rigtig Dreng aldrig tilgiver
sig selv.
Og naar man en Gang imellem med lukkede
Øjne tænker sig tilbage i hin Tid, ja saa kan man
gjennemfares af en Gysen. Et saadant Kaos af
elementære Lidenskaber, inddelt i Klasser paa 20—30,
undergivet en lille Stab sletløn nede Lærere, altsammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
